Fortsæt til indhold

70 år senere - samme tid, samme sted

Fra finnere til danskere: Fem mennesker har haft et rørende gensyn på Kolding Banegård. Forleden var det 70 år siden de kom til Kolding som flygtningebørn fra Finland i 1943

Arkiv
Susie Jessen

Den 21. maj klokken 15.14 var det præcis 70 år siden, at den dengang kun tre-årige Tapio Juhl stod på Kolding Banegård med et gult kort om halsen og en lille kuffert i hånden. Sammen med 97 andre børn, der kom til Kolding den dag, var han en af de flere tusinde børn, der under krigen rejste væk fra deres forældre og det krigshærgede Finland til plejeforældre andre steder i Europa. Langt de fleste tog tilbage til deres forældre efter krigen. Men nogle blev. Og det var dem, der i sidste uge blev genforenet på Kolding banegård.

Det er Tapio Juhl, der har stået for genforeningen på banegården. Han mener at historien om finnebørnene, der kom til Danmark er gået i glemmebogen.
"Derfor mener jeg, at det er vigtigt at markere 70-års dagen for da vi ankom til Kolding banegård. Historien skal fortælles nu, mens der stadig er folk til at fortælle den og derfor tog jeg initiativ til det her", fortæller Tapio Juhl.

Samarbejde med slottet

Koldinghus har i den sidste tid samarbejdet med Tapio Juhl om at lave en udstilling på Koldinghus om netop finnebørnene, som kan ses på slottet i denne tid.
Udstillingen består blandt andet af de få minder, som børnene havde med sig fra Finland, ligesom at de børn der blev i området er blevet interviewet omkring deres minder. Axel Johnsen er afdelingsdirektør for udstillingsdelen på Koldinghus og han peger på, at historien om finnebørnene har grebet ham efter at han kom i kontakt med Tapio Juhl.
"Det er en lille udstilling om et stort emne, som vi har om finnebørnene. 97 familier i Koldingområdet og 3700 familier på landsplan har haft et finnebarn under krigen., siger Axel Johnsen.
Udstillingen om de finske børn kan opleves på Koldinghus frem til den 18. august.

Samme tid og samme sted 70 år senere. Foto: Susie Jessen
Kirsti Nielsen, Martti Palopski, Karin Maagaard, Pentti Djerff , Maija Jensen og Tapio Juhl blev i sidste uge genforenet på Kolding banegård, 70 år efter de kom til Danmark fra Finland under krigen. Alle seks blev efterfølgende hos deres plejeforældre i Danmark. Foto: Susie Jessen.