Fra pinligt til Parkstafet
En af hovedmændene bag det populære løb i Folkeparken fortæller om dets historie
Nu til dags er der masser af tilbud, der giver løbe-glade mennesker mulighed for at komme ud at dyrke deres sport på en selskabelig vis. Et af de tilbud er Parkstafetten i Folkeparken, der i år kan fejre 20 års jubilæum. Sidste år var der mere end 400 hold tilmeldt løbet, hvilket vil sige, at over 1.600 mennesker tog sig en runde på den fem kilometer lange rute. Det store fremmøde glæder Ole Strangholt, der i 1993 var med til at arrangere den første Parkstafet. - Da jeg omkring 1963 begyndte at løbe i Klub Hellas tog vi helt ud til Sortestien, fordi det var for pinligt at løbe rundt i byens gader. - Vi arrangerede dog også løb i Folkeparken, men det var kun for klubber, fortæller han.
Pludselig alene
Men tingene udviklede sig, og løb blev mere og mere populært. Så i starten af 90’erne besluttede en lille gruppe, at der skulle være et stafetløb Roskilde. Et løb hvor alle kunne være med. - Jeg så de her ildsjæle, der begyndte at arrangere, det, der skulle blive Parkstafetten, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte hjælpe lidt til, siger Ole Strangholt og fortsætter: - Men efter et par år forsvandt de andre, og så stod jeg med opgaven selv.
Alle på nær et
Frem til årtusindskiftet var det så Ole Strangholt, der sørgede for at holde damp under kedlerne. Men i 2000 blev det for besværligt at kombinere arbejdet som lærer med alt forberedelsesarbejdet, så Ole Strangholt gav stafetten videre. Uden forpligtelserne kunne han også pludselig tage del i feltet af deltagere. - Jeg har løbet alle løb siden da på nær et, hvor jeg var nødt til at arbejde. - Og der øsede det heldigvis ned, siger Ole Strangholt.
Vigtigt med mad og vin
Han er meget glad for ruten rundt i parken, der giver masser af mulighed for at nyde både fjorden og naturen. Men der er specielt to dele af ruten, han holder meget af. - Jeg synes, det er dejligt at man løber igennem amfiteatret, fordi tilskuerne har god mulighed for at følge med der. - Desuden er jeg meget glad for stykket, hvor man løber ned mod søen, for der kan man slappe lidt af i benene, før det går op for en igen, at man skal op på den anden side. Ole Strangholt regner også med at skulle løbe med i år, hvor han glæder sig til at kunne nyde hyggen sammen med de andre løbere og tilskuerne. Desuden mener han, at god mad og et glas vin efter løbet er en vigtig del af Parkstafetten. hw@roskildeavis.dk