Fortsæt til indhold

Aabenraa Kommune fejrer ti Blå Flag

Arkiv
Arkiv

Ti strande i kommunen er blevet tildelt Blå Flag, og det markerer Aabenraa Kommune lørdag, den 1. juni med flaghejsning og forskellige arrangementer ved de ti Blå Flag-strande.
En repræsentant fra Friluftsrådet overrækker på lørdag de ti flag til Povl Kylling Petersen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, og Erwin Andresen, formand for Teknik- og Miljøudvalget.
Det er Friluftsrådet, der kvalitetsstempler de strande, hvor der gøres en ekstra indsats for at beskytte miljøet og højne standarden. Det Blå Flag er badegæsternes garanti for, at vandkvaliteten er i orden, redningsudstyret er funktionsdygtigt, stranden ren og toiletforholdene ordentlige.
Uge Camping & Fiskesø samt Sandskaer Strand har i år igen fået tildelt Blå Flag. De mistede flaget sidste år, fordi der var gået over 17 dage mellem to badevandsanalyser. Sønderstrand får derimod ikke Blå Flag i år. Sønderstrand har ikke kunnet overholde de høje kvalitetskrav mht. bakterieindhold. Badevandet er dog godkendt med badevandskvaliteten "GOD".
I Sønderhav, Skarrev, Genner og Loddenhøj arrangerer beboerforeninger, ejere og forpagtere en særlig festligholdelse med lidt godt til ganen, når de blå flag hejses. Alle er velkomne. Tilmelding er ikke nødvendig.
Flaghejsninger: Sønderhav kl. 9.30–10, Skarrev kl. 13–13.30, Loddenhøj kl. 14–14.30 Genner Strand 16.10–16.40.