Fortsæt til indhold

200 sportsfolk blev hædret

Hvidovre Kommune, Idrætsrådet og Samrådet overrakte gaver, diplomer og priser for flotte præstationer i 2012

Arkiv
Arkiv

Efter velkomstmusik leveret af bandet Bunk Brothers fra Musikskolen indledte borgmester Helle Adelborg festen med en tale, hvor hun takkede alle de frivillige, der er engageret i kommunens idrætsforeninger og spejdergrupper: - Selvom der kun er tre, der kan gå hjem med en lederpris i aften, så er festen i dag også en hyldest til alle jer andre, der lægger kræfter i leder- og trænerarbejde i en sportsklub eller spejdergruppe. Uden jer kunne vi godt glemme alt om det aktive og levende Hvidovre, sagde hun - Og hurra, fordi I viser flaget ude i verden - som ambassadører ikke bare for jeres idræt eller jeres spejderorganisation, men også som ambassadører for Hvidovre som en by med en mangfoldighed af aktiviteter og interesser. Herefter gik idrætshædringerne i gang, og op mod 200 sportsfolk i alle aldre kom efter tur på scenen for at modtage gaver, hyldest og diplomer for deres præstationer i 2012. Overrækkelsen af årets lederpriser foregik som i alle store award-shows med præsentation af nominerede og en spændingsfyldt afsløring af de tre vindere. Tre gyldne kuverter blev åbnet, og afslørede, at Årets Idrætsleder 2012 blev Michael Bruun Jepsen fra Hvidovre Atletik og Motion; Årets Ungdomsidrætsleder blev Mathias Spendrup fra Hvidovre Volleyball Klub og Årets Ungdomsleder blev Heidi Lydeking fra KFUM Spejderne i Avedøre. Sammen med æren og de flotte titler fik de tre en lille figur, en check på nogle tusinde kroner og et diplom. Formand for Idrætsrådet Ena Christensen og borgmester Helle Adelborg stod for hædringer og prisoverrækkelser, mens formand for Kultur- og Fritidsudvalget Ömer Kuscu stod for uddeling af beløb fra Elitepuljen. Teater Vestvolden leverede kor, poetry slam og morsomme dyresange med Chapper, og efter det officielle program blev der disket op med buffet til de mange sultne sportsfolk og spejdere, mens Musikskolens Bunk Brothers sørgede for hyggemusik til resten af festen.

200 sportsfolk blevhædret i Medborgersalen tirsdag den 21. maj.
Årets ungdomsidrætsleder blev Mathias Spendrup fra Hvidovre Volleyball Klub.
Årets idrætsleder blev Michael Bruun Jepsen fra Hvidovre Atletik og motion.
Sportsfolkene ankom på den røde løber..