Fortsæt til indhold

Nej til nyt bibliotek

Konservative vil ikke lægge stemmer til et nyt hovedbibliotek i Frederikssund

Arkiv
Af David Foli

Hornherred Et nyt hovedbibliotek i Frederikssund kommer ikke til at blive en realitet, hvis det står til de Konservative. Det slår borgmesterkandidat Ole Søbæk nu fast. "Det er meget muligt, at der - som i de foregående år - bliver lavet et konsensusbudget ved de kommende budgetforhandlinger, om ikke andet så for at sikre borgfreden. Men det er lidt for let for et afgående byråd, at binde det nye byråd op på en så stor udgift på anlægsbudgettet. Det afgående byråd kommer jo ikke til at skulle tage æbleskiven ud af munden på børnehavebørnene, fordi der skal finansieres nye bogreoler på biblioteket," siger Ole Søbæk, som mener, at de 100 mio. kr. som Borgernes Hus skønnes at koste, kan bruges på andre - vigtigere - ting. ”Penge til anlæg kan ikke bruges på service, men uanset formål kan pengene kun bruges én gang, og de 100 mio. der tænkes anvendt på Borgernes Hus, ønsker de konservative at prioritere til bl.a. trafikinvesteringer, moderne daginstitutioner i Skibby, cykelstier til Kulhuse, Skuldelev og Dalby og forbedrede idrætsanlæg. Investeringer der løser eksisterende udfordringer, og dermed står højere på vores prioriteringsliste,” udtaler den konservative spidskandidat og fortsætter: ”Selvom der er enighed i det nuværende Byråd om at bruge penge på at udvikle projektet, er der langt fra enighed blandt særligt de borgerlige byrådskandidater om nødvendigheden af projektet. Derfor bliver Borgernes Hus et vigtigt tema i valgkampen, og jeg noterer mig med stor tilfredshed, at også Liberal Alliance og flere fremtrædende byrådskandidater fra Venstre deler de konservatives opfattelse af, at der er andet, der er vigtigere.”