Råd til udvikling
NUL NEDSKÆRINGER i 2014, lyder den positive besked nu fra Roskilde kommune. Byrådets centrale Økonomiudvalg, hvorigennem alle vigtige sager passerer, har derfor besluttet, at næste år er der plads til at opretholde den samme service. Den gode melding kommer, efter at økonomien for første gang i mange år er i balance før starten på forhandlingerne om næste års budget, så byrådet ikke behøver at ’file og spare’ på mange områder for at få det til at løbe rundt og skaffe penge til nye nødvendige projekter. Betydningen af denne ændring kan dårligt overvurderes. JULEHANDELEN SNEEDE INDE for kun godt to år siden. Pengene til snerydning var sparet væk gennem de mange milde vintre forud. Da budgettet var meget stramt, og kommunen ikke havde penge nok i kassen til at klare en uventet hård vinter, blev Roskildes største erhverv, det lokale handelsliv, unødvendigt hårdt ramt af det dårlige vejr. ET LOKALE-CIRKUS blev en anden følge af en anstrengt økonomi og ingen penge i kassen. Byrådet måtte flytte forskellige institutioner rundt fra den ene kommunale bygning til den anden, fordi der ikke var råd til mere langsigtede løsninger. Fritidsklubben fra Ungdommens Hus skulle pludselig ind på Kildegården, hvilket så gik ud over mange foreninger i byen. 10. klasserne skulle ind på Østervangsskolen, men de blev heldigvis flyttet til Handelsskolen, hvor disse ældre folkeskoleelever nu i stigende grad får lyst til at starte på en rigtig erhvervsuddannelse. MODIGE LOKALE POLITIKERE tog ansvaret for kedelige besparelser, der også betød fyringer, lukning af børneinstitutioner og service-forringelser i de sidste tre års budgetter. Viceborgmester Henrik Stougaard, som på det tidspunkt stadig var leder for SF i byrådet, måtte eksempelvis forsvare mange upopulære beslutninger i lighed med partifællen, den lokale sports- og kulturminister Birgit Pedersen. I første omgang stod S-SF og R alene bag budgettet, men de to sidste år har der været ’brede budget-forlig’, hvilket heldigvis også har skabt en langt mere konstruktiv atmosfære i byrådet. Alle de partier, som har deltaget i denne ’genopretning’ af Roskildes økonomi, kan nu deles om æren for, at kommunen står godt rustet til at tage fat på nye opgaver. DE STÅR OGSÅ I KØ og venter på fornuftige beslutninger. Mest oplagt er sagen om den nye svømmehal, som der foreløbigt er bevilget 75 mio. kroner til, hvilket har resulteret i en temmelig steril diskussion, om den skal være til konkurrence- eller familie-svømning. Når Roskilde nu har penge, er det værd at overveje, om ikke det kan betale sig at lave en stor og holdbar løsning, som gør alle tilfredse mange år frem. Samme argument kan bruges på Stændertorvet, hvor projektet om en ny indretning af byens centrale plads er blevet næsten dobbelt så dyrt som forventet. Mine gode venner hos De Konservative har ganske vist foreslået at overveje et helt nyt projekt. Men dermed løber de også en risiko for, at det hele går i stå, så vi atter kommer til at vente mange år på et bedre torv. EN ERHVERVS-POLITIK, der samler og opruster kommunens indsats, er også blevet gennemført. I virkeligheden er det sikkert en af vigtigste beslutninger i flere år. Hidtil har Roskilde kun haft få og meget spredte initiativer på dette vigtige område, vi alle skal leve af, og som skal give kommunen indtægterne til alle de gode foranstaltninger, de folkevalgte gerne vil gennemføre. Men hvis de store forkromede visioner skal give resultater i virkeligheden, kan det til gengæld ikke nytte noget, at emsige ansatte i kommunen går rundt og generer små erhvervsdrivende. Som når pølsemanden på Schemltz Plads pludselig får ordre om at betale for – eller fjerne – et par stole og borde, som i årevis har stået lige ud til en af de mest forurenede gader og ikke kan genere nogen. Skal Roskilde videre, er det ikke nok med flere penge i kommune-kassen. Vi har også brug for en ny holdning, så både små og store virksomheders får gode vilkår. Politisk, kulturelt og mentalt er der også brug for et overskud, som giver: RÅD TIL UDVIKLING