Uddeler 100 gratis bananer
Kvickly og Coop vil reducere madspild
I løbet af dagen vil butikken uddele 100 gratis bananer for at gøre opmærksom på kampagnen. Om eftermiddagen uddeler Coop 40.000 bananer på Rådhuspladsen i København. Så der bliver altså uddelt over 150.000 bananer for at markere kampagnens start. Årsagen er, at der hver uge året rundt ender ca. 40.000 bananer fra Coops butikker som affald frem for i kundernes indkøbsnet. En af grundene er, at vi som forbrugere går efter de bananer, der sidder sammen i en klase. Og er der for mange bananer i klasen, tager vi én af. De single bananer, der ligger tilbage, er der ingen der vil købe. Derfor brænder butikkerne inde med en bunke enlige bananer hver dag. Fremover vil butikken - lige som de 1.200 andre i Coop - blive målt på deres madspild hver måned. Samlet set skal Coops butikker i de næste to år reducere deres madspild med 10 procent hvert år. - Som dagligvarehandel har vi ansvar for at være med til at sikre, at der er så lidt ressourcespild som muligt når vi taler om dagligvarer og mad. Supermarkederne står for 8,5 procent af madspildet i Danmark, og derfor sætter vi nu ekstra ind på området, siger varehuschef Bruce Brøndberg. Udover at Coop som dagligvarekoncern kan gøre sit for at nedsætte madspild, kan forbrugerne også være med til at knække kurven. - De seneste undersøgelser viser, at danskerne har reduceret deres madspild, men der er stadig lang vej igen. Derfor er Stop Spild af Mad rigtig glade for at kunne indlede et samarbejde med landets største dagligvarekoncern, Coop. I samarbejde med Coop har vi udarbejdet et Madspilds Manifest og Coop er den første dagligvarevirksomhed i Danmark, der arbejder systematisk og seriøst med at reducere madspild. Når tunge aktører som Coop begynder at rykke, skaber det for alvor positiv og vedvarende forandring, fortæller Selina Juul fra forbrugerbevægelsen ¿Stop Spild af Mad¿.