En tosset tøsebil
Charlotte Johns viser sin usædvanlig vogn frem på "Kreative Dage" i Fredericia
Forberedelserne til efterårets "Kreative Dage" i Messe C Fredericia er i fuld gang, og blandt de mere usædvanlige trækplastre bliver en pyntesyg japaner på fire hjul.
"Bumle" er navnet på en vaks lille Suzuki Swift, som indehaver Charlotte Johns har gjort til den ultimative tøsebil.
"Den er blandt andet dekoreret med cirka 16.000 Swarovski-sten, der er stjernehimmel i kabinen og så har jeg selv syet alt indtræk," fortæller Charlotte Johns om nogle af de mange ting, hun har "pimpet" Bumle med.
32-årige Charlotte Johns, som til daglig er tilsynsførende i ISS, kalder selv udsmykningsprojektet lidt "gakkelak".
"Men jeg holder af at være kreativ, og jeg elsker at vise det frem, jeg har lavet," konstaterer Charlotte Johns, som lægger vægt på, at Bumle ikke bare skal være en udstillingsmodel.
Så Swift'en kører hende hver dag til og fra hjemmet nær Hedensted, og kilometertælleren har rundet 100.000 i den fire år gamle bil.