Fredericias unge vil uddanne sig
Unge i Fredericia placerer sig flot på landsdækkende uddannelsesbarometer
Dugfriske tal, offentliggjort af Ministeriet for børn og undervisning, viser, at unge i Fredericia placerer sig flot i en aktuel, landsdækkende måling, der viser, hvor godt de unge – sammenlignet med landets øvrige unge – er på rette vej til at nå målsætningen om, at 95 % af en ungdomsårgang påbegynder og gennemfører en ungdomsuddannelse. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Fredericias unge har de seneste år rykket sig mere end gennemsnittet både på Regions- og landsplan. Og i den aktuelle opgørelse for 2011, dokumenteres det, at 92,9 % af de unge, der afsluttede en 9. Klasse i Fredericia i 2011, vil påbegynde eller gennemføre en ungdomsuddannelse. Til sammenligning er tallet for Region Syddanmark 92,4 % og for hele landet 92,1 %.
Formanden for Børne- og Ungdomsudvalget i Fredericia Kommune, Peder Hvejsel udtaler i forbindelse med offentliggørelsen af ministeriets undersøgelse:
"Jeg er sikker på, at når de unge i Fredericia placerer sig så flot, som de gør, så skyldes det, at vi har et stort ledelsesmæssigt fokus på netop dette område og at øvrige, involverede medarbejdere også udviser et højt engagement... Vi mangler blot 2 % for at nå målet: at 95 % af vores unge påbegynder eller gennemfører en ungdomsuddannelse – og det når vi."