Årets største havetendenser
Haveselskabet har besøgt den berømte haveudstilling Chelsea Flowershow i London, som løber af stablen netop nu. Her får du tre spritnye og brandvarme havetendenser fra året store haveshow
Haveselskabet har været i London og smugkikke på den store haveudstilling ved Chelsea Flowershow i London før den officielle åbning i dag. Det berømte haveshow kan i år fejre sit 100 års jubilæum, og det foregår fra i dag og frem til på lørdag 25. maj.
På årets show dyster verdens mest anerkendte og nytænkende havedesigner om anerkendelsen ved at vinde en af de prestigefyldte guldmedaljer for årets bedste haver, og alverdens havejournalister samles for at se de nyeste havetrends og plantenyheder. Her får du årets tre mest markante nyheder på havefronten.
Grøntsager i bedet
Hvis du vil være med på det nyeste inden for haveverdenen, skal du dyrker grøntsager i dit blomsterbed. Vi taler altså ikke om lidt tagetes og morgenfruer i køkkenhaven, men om at lade prydhaven og nyttehaven smelte fuldstændig sammen, så du dyrker roser sammen med ærter og kål sammen med storkenæb og andre blomstrende stauder.
Ifølge Haveselskabets havefaglige leder, Jesper Corfitzen, er det en super god idé både til helt små haver, hvor pladsen er begrænset, men også i store haver.
"Mange af vores almindelige nytteplanter har både et spændende og æstetisk smukt udtryk, som kan give masser af karakter til staudebedet. Det gælder for eksempel kål, der ikke bare er en sund og yderst trendy grøntsag, men som med sine store, saftigt udseende, krøllede blade gør sig virkeligt godt sammen med fx mørkerøde roser og høje blå iris. Det er bare med at bruge fantasien og kombinere løs," lyder opfordringen fra Haveselskabet.
Byhaver med bier
Urban gardening og grøntsagsdyrkning i baggården har været en trend de sidste par år, og er det stadig i høj grad. Men som noget nyt er der nu kommet mere fokus på æstetikken og blomsterglæden i byhaven.
"En moderne byhave behøver ikke kun at være et sted, hvor man dyrker grøntsager i plastiksække eller har bistader på taget. Chelsea Flowershow 2013 viser, at du sagtens kan kombinere en bæredygtig og biodivers have med et rigt dyreliv med utøjlet blomsterglæde," fortæller Jesper Corfitzen.
Den engelske have
En tredje markant tendens ved året flowershow i London var en nytænkning af de klassiske engelske havestilarter: den romantiske cottagehave og den engelske skovhave (woodland garden).
Ifølge Jesper Corfitzen er det ikke så overraskende, at man ved 100 års jubilæet for Chelsea Flowershow hylder de klassiske engelske havestilarter. Det nye og spændende er, at designerne har ladet de to havetyper eksistere side om side i den samme lille have, og det giver en helt ny dynamik.
"Skovhavens træer og buske skaber en fin kulisse med flere etager i beplantningen og en tyngde, der klæder det lette og frodige blomsterflor i cottagehaven. Det kan vi sagtens lade os inspirere af i danske haver, hvor den romantiske havestil også er meget brugt og elsket," mener Jesper Corfitzen.