JUBILÆUM - og endelig anerkendt
Der er al mulig grund til at sige tillykke og tak for mange års virkningsfuldt arbejde og iværksættelse af kolossalt mange aktiviteter for de ældre, når Ældre Sagen i Hvidovre på lørdag holder 25 års jubilæum. Dagen fejres med en fest for alle ved Risbjerggård fra kl. 11.00 til 16.00 på lørdag. Der er også grund til at lykønske Ældre Sagen i Hvidovre med, at man endelig har fået den anerkendelse af kommunen, som Hvidovres største forening - med over 5.600 medlemmer - fortjener og i allerhøjeste grad er berettiget til. Anerkendelsen kom for nylig, da Ældre Sagen - efter mange års knæfald og anmodninger - endelig fik lokaler i Strandmarkens Fritidscenter, som nu er base for foreningens utroligt mange aktiviteter og undervisning. Siden lokalkomitéens stiftelse i maj 1988, bare to år efter landsforeningen Ældre Sagen i 1986 var stiftet som en upolitisk og religiøst neutral forening, har man i Hvidovre været henvist til lejede kælderlokaler, - de seneste mange år i en kælder i Spurvegårdens bebyggelse. At kommunens største forening i så mange år har ikke har haft en rimelig goodwill hos Hvidovre kommune, skyldes utvivlsomt at man ¿sender dele af kontingentet ind til hovedsædet i København til landsforeningens administration¿. (At der er andre, der gør det samme, bl.a. de politiske partier og flere humanitære foreninger, skal bare nævnes i forbifarten). Den egentlige årsag til den tidligere kommunale modvilje kan også være, at Ældre Sagen blev stiftet som en pendant til den mere socialistisk prægede forening ¿Pensionisternes Samvirke¿, stiftet tilbage i 1965. Man troede nok, at Ældre Sagen var en ¿borgerlig ældreforening¿, men tiden har vist, at det er en organisation åben for alle, der - om nødvendigt - også tør gå i rette med magthaverne, og det uanset hvilket parti der p.t. er styrende på såvel lands- som kommunal basis. Så god vind fremover til Ældre Sagen, - der er brug for Jer!