Fortsæt til indhold

KFUMs cement-sikre oprykning

Med 6-0 over Hornbæk er den lokale klub i Danmarksserien

Arkiv
Henrik Wanscher

Efter en sæson, hvor KFUM har siddet tungt på Sjællandsserien, er det næppe nogen stor overraskelse for nogen, at de nu er sikret en plads i Danmarksserien.
Ikke desto mindre er deres indsats imponerende.
Igennem sæsonens 22 spillede kampe har KFUM kun tabt tre og spillet tre uafgjort.
Når pointene tælles op betyder det, at selv hvis Roskilde klubben taber sæsonen sidste fire kampe, er de alligevel sikre på at rykke op.
- Det er en helt unik situation, at vi allerede så lang tid før sæson-afslutningen er sikre på at rykke op, siger en glad Palle Olsen.

Ydmygheden bevares

Selvom KFUM har haft en stor sæson, har den ikke været helt uden problemer.
Efter vinterpausen kom Roskilde-holdet dårligt ind i foråret og tabte de to første kampe i 2013.
Men på trods af, at det overordnede indtryk af forårssæsonen ikke står helt så stærkt, formåede KFUM at sikre oprykningspladsen med en 6-0-sejr over Hornbæk.
Palle Olsen indrømmer, at holdet har kæmpet lidt for at finde efterårets storform frem, men han mener ikke, at det kun er en dårlig ting, at der har været bump på vejen mod oprykning.
- Jeg tror, det er vigtig med nogle bump, så spillerne ikke får en fornemmelse af, at de kan gå på vandet, siger træneren og fortsætter:
- Det bliver ikke let i Danmarksserien, så derfor skal holdet huske på, at der skal arbejdes, hvis vi skal gøre det godt.

Ungt blod

For KFUM er der også noget at bevise.
Oprykningen til Danmarksserien er nemlig ikke nogen ny ting for Roskilde-holdet.
I 2004 er sidste gang KFUM spillede i Danmarksserien, og der røg de ud efter bare en sæson.
Men denne gang føler cheftræneren, at holdet har en bedre chance for at klare sig godt i den landsdækkende serie.
- Sidste gang vi kom i Danmarksserien, havde vi for mange gamle spillede med, som faktisk havde toppet, siger Palle Olsen.
- Denne gang har vi mange unge spillere på holdet, der har stort potentiale.

Stadig kamp om toppen

Selvom oprykningen nu er sikker, kan KFUM ikke tillade sig at slappe af, hvis de vil være sikre på at rykke op som nummer 1 i Sjællandsserien.
Holdet skal dog ikke i aktion på hjemmebane før onsdag 12. juni kl. 19, hvor modstanderne er Helsinge.