Den Permanente runder et skarpt hjørne
Haveforeningen ved Ølby fejrer i juni måned 100 års jubilæum.
JUBILÆUM: Haveforeningen Den Permanente i Køge kan i næste måned fejre et ganske usædvanligt jubilæum.
Den Permanente blev stiftet den 3. juni 1913 og består idag af 174 haver, fordelt på 2 afdelinger. Afdeling 1 med indkørsel fra Glentevej, og afdeling 2 med indkørsel fra Lynggårdsvej. Haveforeningen ligger på jord lejet af Køge kommune.
Kolonihaveforeningen Den Permanente er nabo til Ølby Station og Ølby Center. Den Permanente har gennem tiden været igennem nogle turbulente tider. Da S-toget kom til Køge betød det at antallet af haver blev kraftigt reduceret, da en del haver blev indraget til byggeriet af jernbanen.
I starten af 1990"erne begyndte rygterne at svirre om at Køge kommune havde planer om at nedlægge haveforeningen. Det fik havefolket op på barrikaderne, og protester og underskriftindsamlinger blev sat i værk.
Anstrengelserne bar frugt og jublen var stor, da man fra Køge kommune fik lovning på at Haveforeningen nu var "permanent".
Haveforeningen Den Permanente rummer mange faciliteter.
Fælleshuset danner således rammen om en stor del af det sociale liv i foreningen. Fælleshuset er bygget af frivillige fra hele haveforeningen.
Også da huset for nyligt gennemgik en stor renovering og tilbygning var det de frivillige der tog slæbet. Driften af fælleshuset står "aktiviteten" for. Aktiviteten er en gruppe frivillige fra haveforeningen der holder gang i hjulene i Fælleshuset.
I forbindelse med kontorbygningen finder du to toiletter, hvoraf det ene er handicapvenligt. Og ved siden af kontoret findes desuden to baderum med brusebad. Der er også mulighed for tøjvask. Der er således to vaskemaskiner til rådighed.
Foran Fælleshuset ligger børnenes legeplads. På det grønne område ved legepladsen findes også en fodboldbane og på det grønne område har foreningen tre petanque baner, hvor der sommeren igennem hygges med en masse venskabelige kampe.
100 års jubilæet fejres med en reception på dagen den 3. juni fra kl. 14.00-18.00 på adressen Glentevej 51, ved foreningens fælleshus. Her er der lagt op til nogle festlige timer med taler, musik og lidt godt til ganen af både vådt og tørt.
Se mere om Haveforeningen Den Permanente på www.hf-denpermanente.dk.