Enig med veteranerne
Guldsmed hjælper hjemvendte Afghanistan-soldater
Chris Krøyer Breum Larsen står rank og smilende i en stor bod på Stændertorvet, flankeret af militærbiler og piger fra guldsmeden Andersen og Enig, der i dagens anledning går rundt i militærtøj. Han stiller veloplagt op til fotografering og går rundt blandt roskildenserne, mens han forklarer om krigen i Afghanistan og tv-udsendelsen Jason og Soldaterne, som han deltager i sammen med Team Wounded Racing. Chris Krøyer Breum Larsen kørte på en vejsidebombe i Afghanistan i august 2009, da han var udsendt som soldat. Han nåede kun at være i landet i ni dage før uheldet skete. Han mistede begge ben og blev hurtigt fløjet hjem til Danmark igen. Episoden vendte op og ned på hans liv, men i dag klarer han sig godt.
Hurtige ben
Først efter et godt stykke tid opdager man, at han ikke er helt som de fleste andre. Han løber nemlig rundt på et par kunstige ben. Den Invaliderede veteran er med i Team Wounded Racing, der er et hold med sårede soldater, der kører racerløb sammen under vejledning af racerkøreren Jason Watt. Faktisk er han i dag så fit på benene, at han er gået fra at sidde i kørestol til at kunne løbe marathon og deltage i motorløb.
Støtter soldater
Chris står på Stændertorvet sammen med personalet fra guldsmeden Andersen og Enig, der igennem længere tid har støttet de hjemvendte veteraner med salget af armbåndet Soldier til Soldier. Han er glad for støtten, der både går til hjemvendte soldater og til pårørende. Han forklarer, at pengene går til alt fra psykologhjælp til at få malet lejligheden, som soldaten kommer hjem til og ikke længere føler sig tilpas i. Pia Enig fra Andersen og Enig er glad for at kunne gøre noget for soldaterne. - Det er en fantastisk glæde at kunne gøre en forskel og være med til at hjælpe dem tilbage til livet i Danmark igen, siger hun.
Racer afsted
Selvom Chris Krøyer Breum Larsen har mistet benene, har han langt fra mistet modet og lysten til livet. Efter at have deltaget i marathon på håndcykel i København og New York, opdagede han, at det stadig er sjovt at dyrke sport. Faktisk er noget af det bedste han ved, når det går rigtig stærkt på racerbanen og også, når han farer af sted på sine nye ben. ag@roskildeavis.dk