Rishøj leverede forårets bedste præstation
FODBOLD: Det var ikke kun pinsesolen der strålede fra en skyfri himmel lørdag eftermiddag i Køge. Også Rishøj Boldklubs 2. Divisionshold strålede da holdet på Køge Stadion besejrede BK Frem med hele 4-1 efter 1-0 føring ved pausen.
Rishøj sad fra kampens start på begivenhederne, og gæsterne fra Valby slap nådigt fra kun at tabe med tre mål foran næsten 500 tilskuere - heraf mange medrejsende Frem-fans.
- Det var uden tvivl forårets bedste præstation i tæt kamp med bl.a. FC Roskildekampen. Der blev bare spillet to gode halvege med sikkert forsvarsspil og målsøgende og direkte angrebsspil mod Frem. Og i modsætningen til første kamp mod Frem i Valby i efterårssæsonen var det denne gang ikke nødvendigt med hjælp fra fru Fortuna - der var på dagen klasseforskel, sagde en superglad Rishøj manager Jesper Pedersen efter kampen.
Rishøj spillede med deres nyere 3-6-1 system for første gang mod et hold med ligledes tre forsvarsspillere i bagkæden organiseret i et 3-5-2 system og med mange direkte mand/mand dueller på de to kanter. Det slap Rishøj rigtigt godt fra.
- Vi har i de første mange kampe spillet på jævnt dårlige baner - og bl.a. vores egen har været direkte dårlig - men vi har været gode til at indrette os efter forholdene. I lørdags var Køge Stadion imidlertid rigtig god - og det gav en stor positiv afsmittende effekt på vores spil med bolden. Vi vil kunne vokse yderligere med gode baneforhold, siger Jesper Pedersen.
Kampen bød på mange gode Rishøj-præstationer men Martin Jensen skilte sig lidt ud og spillede sin suverænt bedste kamp i år, og krydrede indsatsen med to flotte mål.
Med sejren rykkede Rishøj forbi Næstved og indtager inden søndagens udekamp mod LFA på Telenor Arena i Nykøbing Falster tredjepladsen i 2. Division Øst. Kan den plads bevares vil det være klubbens hidtil bedste placering nogensinde.
Kampen var samtidig Rishøjs 10. kamp i træk uden nederlag.
Spørgsmål er nu - hvem kan stoppe Rishøj?
- Der findes ingen lette kampe - er vi ikke til stede 100 procent taber vi med stor sandsynlighed. Første trin på rejsen er besøget hos LFA på søndag, siger Jesper Pedersen.
Kampen mod LFA fløjtes igang kl. 13.00.