Fortsæt til indhold

Uforståelig logik

Arkiv
Arkiv

Næstformanden i Domsognets Menighedsråd, Annie Larsen, der foranledigede, at sagen blev sendt til udtalelse i Kirkeministeriet, tager svaret til efterretning. - Men jeg synes, logikken er helt uforståelig, tilføjer hun. - Hvordan kan det være, at alle, der køber armbånd og adgang til Roskilde-festivalen, får lov at komme gratis ind i hele domkirken i denne periode, mens kommunens egne indbyggere må betale for at se kapellerne. Det er da helt urimeligt. - Derfor vil jeg nu selv spørge Kirkeministeriet om dette, for det er der ikke tidligere blevet spurgt om. - Jeg forventer at få et svar, der så siger, at det også er ulovligt at give alle med festival-indgang gratis adgang til domkirken i en periode. Efter min opfattelse må det også være diskrimination.

Bedre skiltning

Samtidig vil Annie Larsen nu på det kommende møde i menighedsrådet foreslå, at alle indbyggere i Roskilde kommune også skal kunne komme gratis ind i domkirken i samme periode som festival-gæsterne. Annie Larsen mener i øvrigt, at mange roskildensere efter den hidtidige debat slet ikke er klare over, at de hele tiden har gratis adgang til selve kirkerummet, mens der kun opkræves entré for adgang til det kongelige gravkapeller. Det samme gælder også turister udefra. - Når man kommer til indgangen, er der slet ingen skiltning, som oplyser om det. Mange tror derfor, at de skal betale for overhovedet at komme ind i kirken, og jeg er ikke sikker på, at der gøres nok for at oplyse de besøgende om dette. tk