Sporty betjent var hurtigere end sports-tyv
Arkiv
En betjent var mandag hurtigere til fods end en tyv, der stjal sportstøj. En 30-årig mand fra Taastrup stjal klokken 14 to par bukser til en værdi af 1.900 kroner i butikken Eventyrsport i Algade.
Da alarmen gik, spurtede tyven af sted med personalet i hælene.
En betjent, der egentlig havde fri, så jagten og satte selv efter hurtigløberen gennem Nettoparken, Klosterstien og Klosterengen.
Trods tyvens forsøg på at gemme sig i en have, blev han snuset op af den hurtige betjent, der straks sigtede ham.
På sig havde tyven også tre nye T-shirts uden kvittering og bidetang og skruetrækker, som politiet mener, han har brugt til tyverierne.
ag