Kan et stykke om døden give lyst til livet?

Det summer af liv på Teater Vestvolden denne solrige søndag. Der males, sys, sættes lys, synges, øves replikker og meget andet. Det er Teater ZEUS (en del af Hvidovre Ungdoms Teater, red.), der er ved at lægge sidste hånd på forberedelserne til stykket ¿Veronika beslutter at dø¿. Alle er med, skuespillere, musikere, sceneteknikere. Selv instruktør Sarah Felskov står med en pensel i hånden. Sarah lægger sidste hånd på sit malerværk, drøner iført malerdragt ind i køkkenet og snupper en kop kaffe med på vejen, inden vi sætter os. Tragisk, men interessant Hun gestikulerer livligt, mens hun fortæller om hvordan, hun fik idéen til stykket: - Jeg var på rejse i Indien og skulle læse min første roman på engelsk. Jeg har altid fundet Paulo Coelhos forsider dragende, og da jeg læste, hvad den handlede om, blev jeg nysgerrig. Det der med at have fem dage tilbage at leve i. Det er et enormt tragisk, men også interessant spørgsmål. Hvad ville man egentlig selv gøre, hvis man havde fem dage tilbage? Hvis der ikke var nogen samfundsnormer, der dikterede hvad vi burde, hvis lysten drev værket, hvad ville vi så gøre? Efter få kapitler var jeg overbevist om, at det ville blive et fedt teaterstykke, og så læste jeg faktisk resten med de briller på. Sarah forklarer, at det kan være vanskeligt at finde et stykke, hvor der er udfordringer for alle. - I Veronika er der er mange karakterer, der kan arbejdes med, også selvom det ikke er hovedroller. Vi har længe talt om at lave et mere naturalistisk stykke, hvor rollerne ikke er karikerede. For at gøre det troværdigt, må skuespillerne selv tro på deres historie. De skal ikke spille deres karakter men være deres karakter. For eksempel har vi arbejdet med at tage rollen med i dagligdagen. Overvejet hvordan rollen cykler, om hun kan lide kaffe, hvad hun mener og føler om forskellige ting. Det giver en mere fuldendt oplevelse for tilskuerne, når skuespillerne kender deres roller dybdegående. Naturalistisk spillestil bærer stykket Den fuldendte og naturalistiske oplevelse er begreber, der går igen, når Sarah forklarer om tankerne bag opsætningen og hvilke virkemidler, der bliver brugt. - Det er sådan en fin historie, og den bliver sat i fokus ved de enkle virkemidler som den minimalistiske scenografi og stille musik. Sådan får vi lov at dykke ned i historien og personerne kommer til at bære stykket. Og scenografien er enkel. Der bruges kun sorte kasser og grønne kostumer afbrudt af skyggebilleder med musik, som symboliserer Veronikas tanker og følelser. - Tanken var med disse virkemidler at drage publikum ind i et andet univers, som er så intenst, at man glemmer, det ikke er virkeligt, forklarer Sarah. - Det er en ret filosofisk historie, så det kunne nemt blive kedeligt, hvis der f.eks. var lange teatermonologer. Det ville virke kunstigt. Det har i øvrigt været en fordel for teatrets muligheder at arbejde med minimalisme på denne måde. - Når man er et lille teater, er det en kæmpe udfordring at få budgettet til at række og samtidig lave noget flot. Her passer det naturalistiske godt. Fordelen ved det er, at det sætter historien i fokus. Og når truppen arbejder med lille budget, er alle nødt til at være med i hele produktionen. Men for Sarah er det blot en fordel. På den måde får alle lov at lave noget, de brænder for, alles kompetencer kan udnyttes, og alle er ligeværdige. Desuden giver det ejerskab og ansvarsfølelse at vide, hvad der skal til for at få en teaterforestilling op at stå. Noget Sarah mener, der tit mangler på den professionelle scene, hvor alt er klart, når skuespillerne møder på arbejde. - Vi er her af lyst og ikke for at få løn. Den lyst skinner igennem og giver en gnist, som tydeligt ses på scenen. Og så har man sådan nogle gode snakke, når man bruger sine hænder. Det ryster os godt sammen. De eksistentielle spørgsmål - Det er ikke så vigtigt for mig, at det er et sindssygehospital, og at alle personerne er psykisk syge. Det vigtige er de eksistentielle spørgsmål. Ikke at de er sindssyge, men hvorfor de er blevet det. Alle er på Vilette (hospitalet, red.), fordi de, for at være normale og passe ind, har begravet en lyst eller et behov. Det har gjort dem gale. Og det er netop det budskab, Sarah håber, publikum får med hjem. - Jeg håber, det sætter tanker i gang om deres eget liv, ligesom det gjorde for mig selv. Tit går der hverdagstrommerum i den, og vi glemmer at stoppe op og tænke over vores tilværelse, om vi er tilfredse med den. Vi skubber en masse til side for at få sammenhæng i den tilværelse, vi har skabt os. Jeg kunne godt tænke mig, at stykket får publikum til at tænke over, om de egentlig kan lide deres liv eller om de hellere vil noget helt andet. Jeg håber, de får lyst til at tage fat på de ting, der er skubbet til side. Får skrevet den bog, de gerne vil, taget det klatrekursus eller tager den tur til Malmø, de aldrig kom af sted på. Eller hvis de opdager, de er tilfredse, at de så tænker over, hvor fantastisk deres liv egentlig er. Efter Sarahs mening kan døden godt være noget smukt, hvis den døende er tilfreds med det, de har opnået. Men det kan omvendt også være forbundet med en masse bitterhed. - Det er bare så ærgerligt, at man skal miste enten sit eget liv eller nogen man holder af for at opdage, at livet skal leves. Ligesom Veronika gør. Jeg ville ønske, vi var bedre til at stoppe op og reflektere. Det er det, jeg gerne vil give publikum, når de kommer for at se Veronika. Teater ZEUS har premiere på ¿Veronika beslutter at dø¿ på Teater Vestvolden fredag den 24. maj, billetterne kan købes via hjemmesiden hut-online.dk, eller ved at finde Teater ZEUS på facebook.