Markante ildsjæle hos Ældre Sagen
Anne-Lise Fejerkov Pedersen og ægteparret Grethe og Ib Clausen har løst et utal af opgaver og også fået mange oplevelser
Sammen med sin mand, nu afdøde ingeniør Harry Fejerskov Pedersen, som mange år var ansat i Hvidovre Kommune, indmeldte Anne-Lise sig 2. februar 1988 i Ældre Sagen, og snart fik man i lokalarbejdet øje for hendes systematiske tilgang til registreringsarbejde og evne til at skabe respekt om Ældre Sagen ved sin personlige myndige fremfærd. Det blev ikke mindst arbejdet med Ældre Sagens rejser i ind- og udland som kom til at optage Anne-Lise Fejerskov Pedersen, hvor hun hjemme i huset på Glimvej indrettede kontor og to dage om ugen havde telefontid. - Fra begyndelsen lå det klart, at Ældre Sagens rejser skulle holde et rimeligt prisniveau, så flest mulig kunne deltage. Det betød busrejser, og indkvarteringen skete ofte lidt uden for storbyerne, hvor hotellerne var billigere, fortæller Anne-Lise Fejerskov Pedersen. Anne-Lise har samlet alle oplysningerne omkring Ældre Sagens rejser fra 1990 med udførlige turomtaler, deltagerlister, placeringer i busser og på hoteller. - Vi kunne glæde os over, at der var mange gengangere på vore rejser år for år, men heldigvis kom der også nye til, som faldt godt til i samværet, siger Anne-Lise Fejerskov Pedersen, som selv rejste med på mange ture og har en meget stor samling fotografier fra turene. - Jeg har været utrolig glad for arbejdet i Ældre Sagen. Det var givet mig mange gode oplevelser, og det varmer mig, at så mange genkender mig og hilser, når jeg færdes i Hvidovre. Hjælpere og nydere - Vores indgang til Ældre Sagen var, da vi meldte os til et kursus over tre weekender over temaet ¿det at blive gammel¿, og vi har senere haft utrolig mange gode oplevelser både som hjælpere og ved deltagelse forskellige arrangementer. Sådan fortæller Ib og Grethe Clausen, Hvidovregade. Ib, der nu er 83 år, blev oprindelig uddannet som maskinarbejder og sejlede nogle år som maskinmand med DFDS, inden han kom til DSB som lokomotivfyrbøderassistent, avancerede til lokomotivfører og blev pensioneret som sådan. Grethe, 78 år, er kontoruddannet, men blev hjemmegående da ægteparrets førstefødte kom til verden Som hjælpere hos Ældre Sagen har ægteparrets opgaver været meget varierende bl.a. indkøb og borddækning til foredrag, møder og andre arrangementer. Ægteparret har været meget flittige gæster, når Ældre Sagen har indbudt til udflugter i Danmark og ture i udlandet, og de har også været på højskoleophold. Og når Ældre Sagens turudbud ikke rakte til, er rejsetaskerne pakket til fjerne rejsemål, bl.a. en tre ugers tur til Rusland og videre med den transsibiriske jernbane til Mongoliet og Kina. - Med særlig glæde husker vi tilbage på de bedsteforældreture, som Ældre Sagen en periode arrangerede. Det var fantastisk at opleve børnenes glæde og sammenhold på disse ture, og når de små trætte var faldet omkuld i køjerne, kunne vi gamle hygge os med ost og rødvin, husker Grethe og Ib Clausen. - Vi har oplevet et dejligt sammenhold i Ældre Sagen og har fået mange gode venner. Vi har haft det rigtig hyggeligt, både som hjælpere og som mere nydende, fastslår Grethe og Ib Clausen.