Unge talenter satte flot punktum
I den første weekend i maj blev Dansk Volleyball Forbunds officielle Danmarksmesterskaber for U16-hold afviklet i Helle-hallerne. Jels IF’s Volleyballafdeling var igen i år repræsenteret i både dame- og herrerækken
I damerækken var der deltagelse af syv spillere på et rent Jels hold. I herrerækken havde Jels IF deltagelse af tre spillere igennem et sammensat hold med Vejle Ungdomsvolley. Begge hold havde kvalificeret sig til DM ved at spille kvalifikationsstævner under Sydjysk Volleyball kreds.
Til Danmarksmesterskabet var der deltagelse af de bedste ungdomshold i Danmark. På flere af de deltagende hold var der endda spillere med landsholdkampe på CV'et. Så niveauet var højt, og der blev kamp til stregen for Jels-spillerne.
Pigerne spillede fint op til deres niveau. Holdet præsterede noget af det bedste spil i denne sæson, som forventet ved en slutrunde. Jels-pigerne spillede sig til en 4. plads i puljespillet. Dette rakte til slutspil om 7.-11. pladsen. Igennem nogle tætte og spændende kampe om søndagen kunne pigerne tilfreds slutte på en samlet 9. plads.
Jels/Vejle drengene blev i puljespillet nummer to. En placering der førte dem til semifinale om søndagen. Her mødte holdet DHV Odense, som de havde mødt tidligere i meget tætte kampe. Men DHV Odense var bedst på dagen, og snuppede finalepladsen. Drengene tabte desværre også kampen om 3. pladsen imod Hvidovre VK. Igen var de oppe imod en stærkere modstander, og drengene sluttede dermed på en flot 4. plads.
Udover de deltagende hold fra Jels IF var der også tidligere Jels-spillere med. For Fortuna Odense deltog Julie Jensen, og hun sluttede med en sølvmedalje om halsen. På Ikast-holdet spillede Annika Bonde som sluttede med en bronzemedalje.