Fortsæt til indhold

Jubilæum og ejerskifte i JL Entreprenørfirma

Jens Laursen overlader velrenommeret Køgefirma til nye ejere i forbindelse med sin 35 års jubilæumsdag.

Arkiv
Martin Rasmussen

OVERDRAGELSE: I dag, fredag den 31. maj er en festdag hos virksomheden JL Entreprenørfirma i Køge af flere grunde.
Her fejres administrerende direktør Jens Laursens 35 års jubilæum med firmaet, og samtidig markeres det, at han på dagen overdrager virksomheden til to nye ejere, Søren Seidenfaden og Johnny Pedersen, der fremover vil drive virksomheden videre under navnet JL A/S.
JL Entreprenørfirma blev etableret 1. juni 1978 af Jens V. Laursen og Leif Jørgensen, og mens det har udført opgaver på det meste af Sjælland, så må man i særlig grad sige, at Jens Laursen og hans medarbejdere ofte har haft en finger med i spillet omkring de mange små og store forandringer, som Køge har oplevet gennem årene.
De har arbejdet med alt fra vejnettet til etablering af tankstationer, ridebaner og fodboldbaner, og et særligt ekspertiseområde er grundvandssikring. Gennem alle årene har JL Entreprenørfirma opbygget et yderst solidt renommé som en virksomhed, der altid udfører et godt stykke arbejde.
- Vi har altid lagt meget vægt på at lave tingene godt - så kunderne også ville vende tilbage til os en anden gang, fortæller Jens Laursen, som nu altså slipper tøjlerne i firmaet efter 35 år. Dog fortsætter han i en ledende rolle i den kommende tid for at sikre en god og grundig overdragelse til de nye ejere.
Johnny Pedersen er direktør for Jord og Fjernvarme Entreprenørerne, JFE, mens Søren Seidenfaden driver Entreprenørselskabet A/S, og deres hensigt med overtagelsen af JL Entreprenørfirma er blandt andet, at det skal give mulighed for at løfte større opgaver fremover.
- Desuden vil vi også fremover lægge vægt på at være gode til at finde kreative løsninger på vanskelige opgaver. Det er vores niche. De nemme opgaver kan andre tage sig af; vi kan godt li', når det er bøvlet og besværligt, siger Søren Seidenfaden.
Der er i dag 15 medarbejdere hos JL Entreprenørfirma, der har lokaler i det nordlige Køge, og hensigten er at øge antallet af medarbejdere fremover.
Receptionen for at markere jubilæet og ejerskiftet finder sted fredag den 31. maj klokken 13-15 på firmaadressen Værkstedsvej 30 i Køge.