Fortsæt til indhold

Inge Alstrup fylder 70

Arkitekt og byplanlægger i Køge, Inge Alstrup, fylder 70 år.

Arkiv
Arkiv

FØDSELSDAG: Det er en erfaren byplanlægger, der fylder 70 år mandag den 27. maj.
Inge Alstrup blev uddannet på Bredsdorffs Byplanafdeling på Kunstakademiet og fortsatte på hans tegnestue. Men inden da tog hun sammen med en gruppe medstuderende på studierejse til Nepal fra 1967-68. Det kom der bl.a. to bøger ud af: "Bungmati – en landsby i Nepal" og "Landsbyfolk i Nepal".
Hun flyttede til Køge sammen med sin mand, Freddy Avnby og børnene Anne og Tue. Her byggede de eget hus midt i middelalderbyen.
Hovedopgaverne på forvaltningen blev, at udarbejde retningslinjer for ombygninger og renovering af de mange bevaringsværdige bygninger i bykernen. Det gjorde hun så godt, at Peter Olesen i sin bog om de bedst bevarede byer, kunne fremhæve Køge. Blandt de største opgaver har været en samlet renovering af Køge Torv.
Efter Litauens og Bulgariens frigørelse, blev Inge Alstrup flere gange inviteret til at holde foredrag om dansk byplanlægning.
Mange politikere og planlæggere har besøgt Køge og Inge Alstrup har hver gang været en engageret, faglig vært. På et tidspunkt var Lhasas Byplanarkitekt på studiebesøg i Køge for at se på byens bevaring. Det resulterede i en invitation til at komme til Tibet for at hjælpe med udkastet til en bevaringsplan for Lhasa.
Med finansiering fra Verdensbanken og UNESCO har hun desuden deltaget i udarbejdelse af en bevarende udviklingsplan for Baku, hovedstaden i Azerbaijan.
Hun er medlem af "Byplanhistorisk Udvalg" i Dansk Byplanlaboratorium.
Nu går der mere og mere tid med børnebørnene Alexander, Tobias og Sebastian samt med ødegården, Horsaskog, hvor dagen fejres.