Vejrguderne spændte ben for løvernes markedsdag
Lions Club Haderslev hentede alligevel en pæn sjat penge til sit sociale arbejde på markedsdagen på Gravene
Hele lørdag formiddag silede regnen ned over Haderslev og Gravene, da Lions Club havde sat alle sejl til med sin store, årlige markedsdag. Som følge af vejret blev markedsdagen aldrig noget tilløbsstykke.
Alligevel ser de lokale Lions-folk tilbage på arrangementet med tilfredshed. Anstrengelserne med at skaffe penge til det sociale arbejde i Lions kaster formentlig små 20.000 kroner af sig – ud af en omsætning på cirka 35.000 kroner:
"Med så dårligt vejr er vi fint tilfredse med resultatet. Og det kunne være gået helt galt, hvis det ikke var klaret op over middag," siger Carsten Mikkelsen, præsident for Lions Club Haderslev frem til 1. juli.
En halv snes professionelle kræmmere og en lille snes Lions-medlemmer stod regnmasserne igennem med godt humør på et Gravene, der var fyldt op med alskens gode markedstilbud. De tog imod de markedskunder i flæng, der forsynede med paraplyer og regntøj trodsede maj-regnen.
Vandet fra oven kunne heller ikke holde et mindre publikum væk, da elever fra Haderslev Musikskole underholdt fra kommunens mobile scenevogn.
"Nu er det tredje år, vi afvikler markedsdag her på Gravene. Hvert år i maj, men på forskellige datoer. Og hvert år har vi haft dårligt vejr, men næste år håber jeg, det endelig lykkes at få sol fra en blå himmel," lyder det fromme ønske fra Carsten Mikkelsen.