Stændertorvet på vippen
Byrådet overvejer at gennemføre det dyre projekt - eller starte forfra
Planen om et nyt Stændertorv er nu på vippen, fordi prisen for projektet pludselig er steget fra 25 til over 40 mio. kroner. Byrådet skal på onsdag diskutere, hvad kommunen nu skal gøre, og borgmester Joy Mogensen ser umiddelbart tre muligheder: - Enten bider vi den elendige tekniske rådgivning i os og betaler en langt højere pris for at få det gennemført nu. Det er jo en løsning, der gerne skal holde i mange år, og vi skal ikke have en discount-udgave af Roskildes centrale plads. - Eller også udsætter vi det hele, med fare for at det så slet ikke bliver til noget i en overskuelig fremtid. - En udsættelse kan være frem til de politiske forhandlinger om næste års budget senere på året. - Vi kan også vælge at starte helt forfra og se, om der måske kan findes en anden og mindst lige så god løsning, som De Konservative har foreslået. tk