Ny overlæge på Køge Sygehus
JOB: Anæstesiologisk Afdeling på Køge Sygehus har ansat David Høen-Beck som uddannelsesansvarlig overlæge pr. 1. maj, hvor han
således skal have særligt ansvar for uddannelsen af de yngre læger i afdelingen.
David Høen-Beck er 38 år og kommer fra en stilling som afdelingslæge ved Akutafdelingen på Holbæk Sygehus. Han blev lægevidenskabelig kandidat fra Københavns Universitet i 2004 og speciallæge i anæstesi i 2012.
Fra sine ansættelser som anæstesilæge på Holbæk Sygehus, Rigshospitalet, Hvidovre Hospital og Herlev Hospital har David Høen-Beck opnået bred erfaring inden for specialet. Han har særlig interesse i børneanæstesi, traumatologi og akutmedicin.
David Høen-Beck har meget stor erfaring som underviser og instruktør på danske og internationale kurser. Han underviser blandt andet på kurser om den akutte patient og avanceret genoplivning. David Høen-Beck har desuden været med til at etablere simulatorundervisning på Akutafdelingen på Holbæk Sygehus.
David Høen-Beck arrangerer bl.a. genoptræning for hjertepatienter og kurser i genoplivning og hjertevenlig motion.
pm