Ny bridgeklub for børn og unge på vej i Køge
Køge Bridgeklub og Østsjællands Bridgecenter vil skabe de rette rammer for, at børn og unge i Køge kan spille bridge.
BRIDGE: Hvis man skal prøve at skabe et billede inde i hovedet af fire personer, der spiller bridge, så er der ret stor sandsynlighed for, at de fleste vil placere mænd og kvinder, der er lidt oppe i årene, rundt om bordet.
Det billede matcher også meget godt virkeligheden, fortæller Dennis Larsen, der sidder i bestyrelsen for Køge Bridgeklub, men det skal der laves om på i den kommende tid, hvor han stiller sig i spidsen for at indlede en juniorbridgeklub, som skal give de rette rammer for, at børn og unge også kan stifte bekendtskab med kortspillet.
- Det er ingen hemmelighed, at gennemsnitsalderen hos os vel er omkring 65 år, men det vil vi gerne lave om på, for bridge er et fantastisk spil, der kan spilles af alle, siger Dennis Larsen, der selv startede med at spille bridge, da han var 29 år.
Han har nu sendt flyers ud til i alt 33 skoler i Køge Kommune om det nye tilbud. Juniorbridgeklubben kommer til at spille i Østsjællands Bridgecenter på Tigervej i Køge. Bag initiativet står de to klubber, Køge Bridgeklub og Østsjællands Bridgecenter.
Men kan børn og unge overhovedet finde ud af at spille bridge, som har ry for at være et af verdens sværeste kortspil at mestre? Ja, bestemt, lyder det uden tøven fra Dennis Larsen.
- Vi lavede emneuge om bridge og skak på Skovboskolen sidste år, og her viste det sig, at børnene var meget interesserede, fortæller bridgespilleren, der anbefaler, at børnene er fra ni år og opefter, når de tager fat på udfordringen.
Hvis man har lyst til at prøve at spille bridge, så kan man skrive til mail bridge@live.dk og angive navn, adresse og telefonnummer.