Underjordisk tunnel under Vigerslevparken
Nu går gravearbejdet, der skal sikre tørre kældre, i gang - Asminderødvej åbnes først igen om et år
Den nye kloakledning kommer til at løbe fra Åmarkens pumpestation ved Åmarken Station og helt op til Hvidovre Station. Ledningen bliver op til 2,5 meter i diameter og ved skybrud, kan den 15.000 m3 store kloaktunnel sluge meget større mængder regnvand end det nuværende kloaksystem. For at undgå at grave et bredt bælte på tre kilometer op - gennem villavejene langs med Vigerslevparken - har HOFOR besluttet at bore en underjordisk tunnel til den nye kloakledning. Før selve borearbejdet kan gå i gang, laves derfor en række adgangsskakte, hvorfra tunnelboremaskinen skal arbejde, og hvor den udborede jord skal hentes op og de nye store rør sænkes ned. Entreprenøren er netop gået i gang med at etablere den første adgangsskakt på Asminderødvej, ud til Gammel Køge Landevej. Arbejdslarm og støj - Vi kommer desværre til at støje og omlægge trafikken, men vi gør, hvad vi kan, for at begrænse støjen og genere trafik og beboere mindst muligt, siger projektleder Eva Arler... Man har blandt andet valgt at støbe væggene i de nye skakte i beton frem for at banke plader ned, da det larmer mindre, samtidig med at man undgår generende vibrationer. Arbejdet kommer så vidt muligt til at foregå i hverdagstimerne mellem klokken 7-18. Asminderødvej lukket for gennemkørsel Arbejdet på hjørnet af Asminderødvej og Gammel Køge Landevej er gået i gang og derfor er Asminderødvej spærret for gennemkørsel det næste års tid. Til at starte med er det kun væggene der etableres, hvorefter der asfalteres igen, så trafikken atter kan glide normalt. Til efteråret, når arbejdet med at bore selve tunnelen går i gang, genoptager HOFOR arbejdet i skakten. Til juli startes på den næste adgangsskakt ved VUC. Her bliver der også mindre trafikomlægninger ved fortov, cykelsti og busstopstedet på Gammel Køge Landevej. HOFOR har holdt møde med de nærmeste beboere. Her blev der informeret nærmere om den nye Damhusledning og om hvilke gener naboerne vil kunne opleve i forbindelse med anlæggelsen af den. HOFOR vil holde flere nabomøder i takt med, at nye arbejdsskakte etableres. Pumpestation udvides Åmarkens pumpestation er gået i gang med at udvide stationens pumpesystem, så de store mængder regnvand, der fra 2016 opsamles i den nye store kloak, Damhusledningen, kan blive pumpet videre til Renseanlæg Damhusåen. - Derfor vil beboere nær pumpestationen desværre kunne opleve perioder med støj i hverdagene mellem klokken 7-18 - især henover sommeren og frem til efteråret, hvor vi borer ud til en adgangsskakt, siger projektleder Torben Kildegaard... Byggeledelse og mandskab, som skal være med til at anlægge den nye Damhusledning, får fast byggeplads ved siden af spejderhytten på Sydkærsvej, overfor Risbjerggårds Allé. Byggepladsen kommer til at ligge indenfor det indhegnede område, der tilhører HOFOR¿s pumpestation. Der bliver opstillet skurvogne i to etager med kontorer og tilhørende faciliteter frem til 2016. HOFOR indhegner også et område på græsarealet inde i parken, overfor Bjeverskov Allé, hvor der skal opbevares byggematerialer. Der vil derfor forekomme arbejdskørsel i parken, samtidig med at trafikbelastningen vil være øget i området under anlægsarbejdet.