Fortsæt til indhold

Flere cyklister på Vestvolden

Nye tal fra Kræftens Bekæmpelse viser, at flere tager cyklen på Vestvolden i Hvidovre

Arkiv
Arkiv

Siden 2011 er antallet af cyklister på Vestvolden blevet målt, og de to tællestationer i Hvidovre Kommune - ved Fredskrudtmagasinet og Avedøre - viser flotte stigninger. Målestationen ved Fredskrudtmagasinet talte i april 1568 cyklister, mens 9020 cyklister trillede forbi tælleren ved Avedøre. I forhold til april 2012 er der tale omstigninger på henholdsvis 28 og 11 procent. Stigningen glæder seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelse, Simon Rask: - Motion forebygger kræft, så det er dejligt, at Vestvolden i Hvidovre i den grad er blevet taget i brug til cykling ¿ både i fritiden og til arbejde. En voksen skal i gennemsnit motionere en halv time om dagen, mens børn skal bevæge sig i en time. Vigtigt: God asfalt! Det er ikke kun Hvidovre-borgerne, der har fået øjnene op for cykelmulighederne på Vestvolden. De første fire måneder af 2011 talte Kræftens Bekæmpelse 171.020 cyklister på hele volden - i år er tallet 236.558, hvilket er en stigning på 38 procent. Simon Rask peger på forholdene omkring stisystemerne på volden som en mulig forklaring på stigningen: - I dag er alle stierne asfalterede, der er kommet belysning, og kommunerne rydder sne om vinteren. Det giver cyklisterne en god oplevelse, som de vender tilbage til, understreger Simon Rask. Den nye asfalt og belysningen er et resultat af en omfattende revitalisering af Københavns Befæstning - herunder Vestvolden. Siden 2007 har Realdania, Naturstyrelsen og Kulturstyrelsen i samarbejde med blandt andre Hvidovre Kommune målrettet arbejdet på at lave befæstningen til et rekreativt område. - Volden er til for at blive brugt, så det er dejligt, at cyklisterne har fået øjnene op for mulighederne i området. Cyklisterne er jo netop en af grundene til, at vi har asfalteret alle stierne og generelt arbejdet på at skabe bedre rammer for både turister og beboere, fastslår skovridder i Naturstyrelsen, Hans Henrik Christensen.