Fortsæt til indhold

Endelig blæser vinden Vindrosens vej

De har sukket efter det i flere år - nu får Vindrosen endelig ny adresse og dobbelt op på pladsen

Arkiv
Louise Ritter

Som enhver anden ung teenager vokser også Vindrosen - De Frivilliges Hus med lynets hast. Faktisk begyndte vokseværket allerede at drille for flere år siden, men det har knebet alvorligt med at finde kuren mod det: nye og større lokaler.
Men nu ser det ud som, at Esbjerg Kommunes socialudvalg endelig har skaffet byens mange frivillige sociale foreninger et nyt hjem. De er alle samlet under Vindrosens vinger, hvor de blandt andet kan søge vejledning og låne lokaler til deres aktiviteter.
Da Vindrosen åbnede i 2001 talte medlemslisten 25 foreninger. I år er målet at runde 125 foreninger, så der er ikke noget at sige til, at Vindrosen nu for anden gang er vokset ud af sine eksisterende rammer.

Får hjemme i Østbo

Endnu tør ingen sætte dato for indflytningen i de nye lokaler i Exnersgade, men Vindrosens bestyrelsesformand, Gitte Morberg Jensen har et håb:
"Nu skal der nedsættes en styregruppe, og nogle håndværkere skal i gang, men uden at have talt med nogen andre om det, så håber jeg, at vi kan begynde indflytningen til december," siger Gitte Morberg Jensen, der ikke uventet er meget tilfreds med udsigten til, at Vindrosen får fordobbelt antallet af kvadratmeter.
"Først og fremmest glædes vi over at få mere plads og bedre handicaptilgængelighed. Derudover forventer jeg også, at vi får en gevinst ved at dele hjem med Daghøjskolen, som vi har en række fælles referencer med. Nogle af deres brugere, kan også få øjnene op for os og omvendt," siger Gitte Morberg Jensen.
Inden Vindrosen kan flytte ind, skal lokalerne i Exnersgade istandsættes for cirka 2,8 millioner kroner.