Fortsæt til indhold

Badestrand bliver til Hvidovre Strandpark

Stor sandstrand og beachvolleybaner

Arkiv
oashvidovreavis.dk

Kommunalbestyrelsen har netop besluttet, at borgerne skal have mulighed for at komme med gode idéer til Hvidovre Strandpark. - Jeg er glad for at opleve, hvordan Hvidovres borgere allerede har taget vores lille, nye strand til sig. Derfor bliver det også spændende, at skulle i gang med at udvikle en strandpark i vores dejlige by, siger borgmester Helle Adelborg. Åbnede for to år siden Hvidovre Kommune åbnede i 2011 en lille badestrand i Lodsparken. Året efter kom badebroen til - og nu er der desuden sat et toilet op på Hvidovre Havn, som badegæsterne kan benytte. I forbindelse med Kommuneplan 2011 blev der udarbejdet en skitse til, hvordan en Hvidovre Strandpark med udgangspunkt i den lille strand i Lodsparken kunne se ud. Det forslag indebar bl.a. en sandstrand langs med hele kysten i Lodsparken og beachvolley-baner og cykelstativer. Borgermøde Der er i år afsat 268.000 kr. til projektering af Hvidovre Strandpark, som efter planen skal realiseres over de kommende år. Det er planen, at Hvidovre-borgerne inddrages fra eftersommeren og frem til starten af 2014, hvor der bliver udarbejdet et færdigt projekt for strandparken. Et borgermøde vil komme til at ligge i august eller september og herefter bliver der lavet et idékatalog til det videre arbejde med strandparken. En kommende Hvidovre Strandpark vil blive anlagt i årene fra 2014-2016. Der er allerede afsat godt en halv million kroner til selve etableringen.