Fortsæt til indhold

Faglokaler i brug på Lykkesgårdskolen

Fra august bliver der igen sløjd og hjemkundskab på Lykkesgårdskolen i Varde. Embedslægen og Arbejdstilsynet har sagt god for undervisning i rød bygning

Arkiv
Kim Schou

Bygningen har været ude af brug, siden fund af skimmelsvamp i august sendte halvdelen af skolens elever i lejede lokaler på den gamle handelsskole i Slotsgade.
Rød bygning var ikke erklæret uegnet til undervisningsbrug, men blev rømmet for at give plads til yderligere undersøgelser. Nu har embedslægen vurderet de seneste resultater og siger god for at bruge faglokalerne:
"Vi læner os trygt op ad embedslægens vurdering. Vi var forsigtige til den gode side, da vi tog bygningen ud af drift. Vi ville have det grundigt undersøgt, men nu har vi en ny vurdering, og resultatet løser da en del problemer," siger formand for udvalget for børn og undervisning Karl Haahr (K).
For elever på Lykkesgårdskolen betyder det mindre transporttid. De har dette skoleår sløjd og hjemkundskab på Sct. Jacobi Skole og Brorsonskolen, og nogle blev i begyndelsen af skoleåret kørt til Alslev Skole.
"Men fra august behøver vi ikke låne andre steder, og det betyder, at skolens hverdag bliver nemmere. I første omgang åbner vi sløjd og hjemkundskabslokalerne, og så kan det være, der senere kommer nogle andre lokaler i brug til specialklasserne," siger skoleleder Lene Jeppesen.
Der er ifølge den seneste rapport fugtskader og skimmelsvamprester i loftet og under gulvbeklædningen i rød bygning. Men det er begrænsede skader og overvejende inaktive skimmelsvamprester. Eleverne vil være i lokalerne i et begrænset tidsrum, og der vil på embedslægens anbefaling blive luftet ekstra godt ud og skruet op for rengøringen.
Varde Byråd tager i juli stilling til renovering og genopbygning af Lykkesgårdskolen. Det er planen at jævne nogle af de værst skimmelramte bygninger med jorden allerede i sommerferien.