Fortsæt til indhold

Hold fingrene fra dagplejen

Arkiv
Anette Gundlach

Politikere og forvaltning skal holde fingrene fra dagplejen, de er i gang med at ødelægge den lige nu, siger Jytte Blegmand og fortsætter:
- Jeg tror ikke de ved, hvad de gør, når de skærer i den og langsomt piller den fra hinanden.
Onsdag i denne uge tager politikerne stilling til, om der skal skæres kraftigt i ordningen.
Jytte Blegmand er netop i færd med at skifte sin lille søn Malthe på 14 dage, som efter planen starter hos en dagplejer til januar. Hvis tilbuddet altså stadig eksisterer til den tid, siger Jytte Blegmand.
Sønnen Elias på to et halvt år har allerede været hos en dagplejemor i to år. Jytte selv blev passet af en dagplejer da hun var lille.
Derfor insisterede hun overfor sin mand på, at det skulle børnene også.

En lille familie

Dagplejen er som en lille familie. Vores dagplejer er som en bedstemor, og de to andre børn er en lille ekstra søskendeflok, forklarer den unge mor.
- Jeg vil gerne have, at mine børn starter et lille hyggeligt sted, hvor de bliver set, og hvor der er mulighed for, at der bliver taget hensyn til dem, så længe de er helt små, siger Jytte Blegmand, som er uddannet og arbejder som pædagog.
Alligevel foretrækker hun, at en dagplejer tager sig af hendes mindste, i stedet for en uddannet pædagog i en vuggestue.
Fordi hun prioriterer nærheden til en voksen, roen og fleksibiliteten i hverdagen.
- Jeg ville ikke selv kunne holde ud at arbejde i en vuggestue, så skal mine børn heller ikke være der, siger Jytte Blegmand.

Frygter sort dagpleje

Jytte Blegmand frygter, at der dukker sorte dagplejere op, hvis politikerne beslutter at skære i dagplejen.
- I starten er det måske de fyrede, der starter for sig selv, og det er jo sikkert nok. Men hvem er det om ti år.
- Skal vi så risikerer, at der er nogle uuddannede og ukontrolerbare dagplejere, der skal passe vores børn. Det tror jeg ikke er hverken godt eller sikkert for børnene, siger Jytte Blegmand.
Hun forklarer, at Roskilde Kommune i dag netop har en rigtig god dagpleje med veluddannet personale.
- De river ned, hvad der så flot er bygget op for at spare en enkelt million. Det kan da ikke være deres alvorlige mening, siger Jytte Blegmand.
Selv er hun villig til både at betale mere og selv tage bleer med, bare dagplejen består, og det har dagplejebestyrelsen også foreslået politikerne.
- Men det er som om de ikke vil tale med os, men hellere vil trække det hele ned over hovedet på os, siger Jytte Blegmand.
Før byrådsmødet onsdag i denne uge møder en række forældre op for at vise deres utilfredshed. Mødet starter ekstraordinært klokken 17.

ag@roskildeavis.dk