Lokal håndsrækning til unge talenter
I sidste uge lød startskuddet til et nyt talentudviklingssamarbejde i Kolding kommune, der skal hjælpe unge talenter på vej
Kolding kommune har i samarbejde med erhvervsfolk og sportsfolk netop etableret en lokal fond, der skal støtte unge talenter økonomisk.
Dette blev fejret på Koldinghud i sidste uge, hvor den nye fond præsenterede visionerne og en gruppe unge sportstalenter kunne fortælle, hvor vigtig økonomisk hjælp er, når man vil frem i Verden med sin sport.
Næste skridt for den nyslåede bestyrelse er at finde økonomisk hjælp fra virksomheder i kommunen.
Kolding kommune har dog allerede nu, besluttet at sparke fonden i gang med 100.000 kroner, ligesom at Erhvervsgruppen Kolding og Business Kolding også er med inde over fonden.
Sponsorer skal findes
Kjeld Kjeldsen sidder i bestyrelsen for talentudviklingssamarbejdes fonden, der har fået navnet TUS fonden.
Han peger på, at Kolding allerede nu har markeret sig med flere sportsklubber, der producerer talenter. Men at der kan være behov for en fond til at hjælpe endnu flere unge.
"Vi har eksempelvis KIF og Kolding Q, der er godt på vej med talenter. Men man hører også ofte, at de unge talenter har brug for økonomisk støtte til at komme videre med deres sport. Det kan denne fond hjælpe dem med", påpeger Kjeld Kjeldsen.
Penge til de rigtige
Borgmester, Jørn Pedersen er godt tilfreds med, at klubberne er involverede i fonden, da man hermed vil sikre, at det er de rigtige unge, der modtager den økonomiske håndsrækning.
"Vi har før haft puljer sat af til talenter, som man kunne søge. Her har nogle af ansøgningerne måske været lidt tilfældige. Men når klubberne er involverede sikrer vi, at det er de rigtige talenter, som får hjælp", siger Jørn Pedersen, som ikke er i tvivl om, at kommunen kan brande sig selv positivt ved at være involveret i en fond for talenter.
"Vi har set det med eksempelvis Caroline Wozniacki, hvor alle pludselig ville spille tennis. Og når det går godt for KIF, er der også mange, der vil spille håndbold. Hvis vi kan skabe talenter her i byen, kan vi få endnu flere til at dyrke idræt. Og det er en god strategi", fortæller Jørn Pedersen.
Fonden har i første omgang fokus på at støtte idrætstalenterne i Kolding kommune. Sekundært vil der også være fokus på andre områder så som design og kunst.