Det smager af jern
Et ledningsbrud ved Skrænten har de seneste par uger fået drikkevandet i midtbyen til at smage af jern
De seneste par uger har drikkevandet visse steder i Aabenraas midtby været hård kost for nogle. Det har nemlig haft en bismag af jern.
Som følge af et brud på en drikkevandsledning ved Skrænten i Aabenraa, har Arwos, der står for vandforsyningen i Aabenraa kommune, fået en del henvendelser fra forbrugere i området, som har klaget over en bismag på vandet.
Hos Arwos kan man kunnet berolige om, at bismagen er forbigående, og at det ikke er skadeligt at drikke vandet.
"Efter et større ledningsbrud kan vandet smage af jern. Det skyldes, at vandets hastighed øges voldsomt, når der pludselig opstår et brud på ledningen. Det igen gør, at noget af den biofilm af jern og mangan, som er en naturlig belægning i alle vandledninger, løsnes og føres med vandet, som så kommer til at smage af jern," forklarer vandchef hos Arwos, Timm Bochdam.
"Som forbruger kan man komme bismagen til livs ved at lade vandet løbe en tid. Er der forbrugere, som stadig synes, at vandet har en bismag, kan det skyldes, at der sidder rester tilbage i stikledning samt vandmåler, og så er man velkommen til at rette henvendelse til os," lyder det fra vandchefen.
Hos Arwos har man i forlængelse af bruddet foretaget omkring 30 analyser af vandet både i højdebeholdere og på ledningsnettet, og ingen steder er indholdet af bl.a. jern over det tilladte.
"Som noget specielt for Aabenraa har vi to vandværker, der forsyner byen med rent drikkevand, selvom ét faktisk kunne klare opgaven. Skulle der ske et uheld med et af værkerne, er det selvfølgelig godt med to vandværker. Vandet fra de to værker er ikke adskilt men løber sammen, og blandt andet derfor, er det meget forskelligt, hvor man har kunnet opleve denne bismag af jern," fortæller Timm Bochdam.