Politikere vil se på trafikproblem
Beboerne på Gl. Ribevej i Vejle kan forvente en håndsrækning fra lokalpolitikerne, der godt kan sætte sig i de trafik-plagedes sted
Trafikpolitik Trafik-belastningen på Gammel Ribevej i Vejle bør lettes. Det mener i hvert fald en af de lokalpolitikere, Lokalavisen Budstikken har spurgt.
Som beskrevet her på siden er beboerne trætte af, at trafikken er alt for tæt og alt for tung, samt at der køres for alt stærkt, og at vigepligterne ikke overholdes.
Beboer Per Borring foreslår opsætning af chikaner, en nedsættelse af fartgrænsen samt et forbud mod gennemkørsel.
Og dén idé er viceborgmester Søren Peschardt (S) med på.
"Ja. Det er en helt urimelig trafikbelastning, der er af den lille vej. Chikaner og andre tiltag kan bidrage til en trafikal adfærdsændring. Det bør ske snarest muligt. Jeg har de seneste måneder været i dialog med forvaltningen få at presse på for at finde en løsning. Det, vi byder beboerne i dag, er uholdbart," siger Søren Peschardt.
Peder Hummelmose (V), der er formand i Teknisk Udvalg, er ikke umiddelbart med på at ændre så meget på Gl. Ribevej.
"Så enkelt er det ikke. Vi er i øjeblikket i gang med en trafiktælling for 2. gang på et år. Når disse resultater både med hastighed og antallet af biler foreligger, drøfter vi sagen igen. De seneste tællinger viste en hastighed under 30 km/t og et faldende antal biler," siger Peder Hummelmose.
Også udvalgets næstformand, socialdemokraten John Refsgaard, vil vente.
"Jeg vil afvente den trafikmåling der er i gang i øjeblikket, før jeg tager stilling til sagen, men kan dog sige, at en lukning af Gl. Ribevej er udelukket," svarer han.
Beboerne har nu heller ikke lagt op til en lukning.