I kvæler dagplejen
Viceborgmester Henrik Stougaard (El) var den skarpeste kritiker af den nye organisering hos dagplejen: - Flertallets forslag vil kvæle dagplejen på længere sigt. Jeg håber det ikke, men sådan ser det ud. Som et eksempel nævnte han, at ledelsen på området nu skæres ned til kun én person, der slet ikke kan klare at styre så stort et område med mange medarbejdere og problemer, som hele tiden opstår. Stougaard var også meget kritisk overfor ideen om, at dagplejen nu skal opdeles i tre distrikter, mens der stadig kun skal være en ledelse: - De to ting må nødvendigvis følges ad. - Vi bliver nødt til at passe bedre på dagplejen, for ellers forsvinder den. Hvis de dygtige dagplejere først er væk, er det ikke sådan lige at finde nye igen, advarede han. Den tidligere formand i Børn- og Ungeudvalget, der har mere end 25 års erfaring i byrådet, mener, at der har ligget en hel plan klar om at få 'udsultet' dagplejen, så den ikke længere bliver et attraktivt tilbud.
Stadig kvalitet
Hans efterfølger som udvalgsformand, Mette Truesen (SF), var anderledes positiv i sin fremlæggelse af forslaget fra det store flertal: - Vi er enige om, at dagplejen fortsat skal være bæredygt og et godt tilbud til forældrene. Selv om antallet af børn er faldet kraftigt, fastholder vi kvaliteten på dette område. tk