De seks bud
Alle sejl er sat, når Fredericia Kommune igen afholder by-eventen TallShips Fredericia. Her får du seks gode bud på oplevelser, du ikke må gå glip af
Byen ligger ikke på den lade side i den kommende weekend. De mange arrangementer spænder næsten ben for hinanden, så det er nødvendigt at sætte sig godt ind i det omfangsrige program, inden det går løs. Klik ind på www.tallships-fredericia.dk.
Eventmanager Martin Stockholm og projektkordinator Charlotte Gregersen er tovholdere på Tallships Fredericia. De har om nogen et godt overblik over aktiviterne. Skibene er naturligvis kernen i arrangementet, men der er også meget andet. I alt 175 aktører, foreninger, organisationer og virksomheder deltager. Her giver tovholderne dig - i vilkårlig rækkefølge - seks bud på spændende oplevelser, du ikke må snyde dig selv for.
1. bud
"Du må ikke gå glip af Bowl Days om lørdagen. Her vil op mod 50 skatere vise sig frem på FredericiaC. Seje trick. Bowl Days er Danmarks største skateboard tour, og nogle af landets bedste skatere deltager. Et stort arrangement for de unge. I det hele taget bliver området pakket med idræt og sport - en masse "puls" med blandt andet gymnastik, line dance, fodbold, skydning, afropowerdance, volleyball og bueskydning."
2. bud
"Du må ikke gå glip af Købestævnet. Det er i år 100 år siden, at man for første gang afholdt et købestævne i Fredericia - og det bliver markeret på havnen. MesseC laver en spændende erhversmesse med flere lokale virksomheder. Købestævne-teltet bliver en rejse gennem tiden - fortid, nutid og fremtid. Museet hjælper med at fortælle Købestævnets historie, og teltet er åbent for alle både lørdag og søndag."
3. bud
"Du må ikke lade dine børn gå glip af oplevelserne med vores søfartsbog. Alle børn får udleveret søfartsbogen, og det gælder om at samle stempler i den. Børne skal besøge 12 aktiviter, eller nogle af dem. Fx skal børnene bygge et træskib eller lave toiletpapirs-tov og redningsrebs-kast. Samler man fire stempler kan man inkassere sin præmie: En tatovering og en flot 6. juli kasket."
4. bud
"Du må ikke gå glip af Kunstbastionen på FredericiaC. Her kan man opleve og købe kunst. Sammen med vores lokale kunstnere i KunstSpiralen laver vi et kunstmarked. En række store containere bliver indrettet med arbejdende værksteder. Her får kreativiteten frit spil, og som gæst har man mulighed for selv at afprøve sine evner på forskellig vis. De lokale kunstnere skal nok være klar med gode råd og vejleding."
5. bud
"Du må ikke gå glip af det store fødevarermarked - en kulinarisk oplevelse. Det er på den østlige side af Gl. Havn. Her vil der være masser af skønne råvarer. På markedet deltager både udstillere og producenter fra Fredericia og opland samt handlende fra udlandet. Der vil være alt fra pølser og ost - til olie og kager. Det bliver en duft- og smagsoplevselse med 15-16 lokale udstillere og 12-14 udenlandske."
6. bud
"Du må naturligvis ikke gå glip af en sejltur med et af de mange flotte skibe. 300 kroner for voksne og 75 kroner for børn. Din billet er i øvrigt en partoutbillet, og gyldig alle tre dage til hele Tallships Fredericia området. Du kan tage på dagture til Trelde Næs eller en solnedgangstur på Lillebælt. Man kan medbringe sin egen frokost - drikkevarer skal dog købes om bord. Du kan læse mere om sejlturene på www.tallships-fredericia.dk."