Tag på tur i Dyrehaven
Få en gratis, storslået naturoplevelse på Hindsgavl-halvøen med Natur & Ungdom og naturvejleder Rikke Vesterlund
Der findes mange måde at nyde naturen på. I Naturparken Hindsgavl Dyrehave ved Middelfart møder du et rigt og varieret dyre- og planteliv. Hvis du ikke allerede har været der, så tag af sted på en oplevelsesrig tur den 26. maj eller den 30. maj. Eller begge dage...
Hindsgavl-halvøen har det hele. Åbne sletter, gamle bøgeskove, våde enge og stejle skrænter. Natur & Ungdom Lillebælt er i samarbejde med Middelfart Kommunes naturvejleder Rikke Vesterlund klar til en vandring søndag den 26. maj - med fokus på fuglelivet. Det er kl. 13.
"Natur & Ungdom stiller med en ornitolog, og sammen skal vi fortælle om naturparkens spændende og varierede fugleliv. Jeg byder desuden ind med en masse lokalkendskab," fortæller Rikke Vesterlund.
"De besøgende kan blandt andet høre om, hvordan Dyrehaven blev skabt. Den blev indviet i efteråret 2009, så det er ikke mange år siden, at der var landbrug på arealerne."
Naturcenteret
Siden åbningen er der sket meget. 165 hektar indhegnet dyrehave - syv km hegn - og et åbent natur- og aktivitetsområde med masser af stier.
Aktivitets- og Naturcenter Hindsgavl er et besøg værd i sig selv. Et unikt byggeri, der er opført som et energioptimeret center af materialer, der belaster miljøet mindst muligt.
Der er borde og bæmke, hvor man kan nyde sin medbragte mad. Huset blev indviet sidste år, og udendørs-faciliteterne er stadig under opbygning. Bålpladser, amfiscene, fitnessbane og naturlegeplads. Med offentlige toiletter er huset et fremragende udgangspunkt for en god søndagstur med hele familien.
"Vi skal også have et grej-rum, hvor de besøgende kan få adgang til fx fiskenet, forstørrelsesglas og små plancher, som fortæller om dyre- og plantelivet," siger Rikke Vesterlund.
Indenfor kan foreninger byde på forskellige foredrag og andre arrangementer. Skoler og institutioner kan bruge stedet i undervisningen - og der er planer om en større udstilling med fokus på Hindsgavls historie.
Kalve og rålam
Arrangementet den 30. maj er med skovfoged Dan Jensen og naturvejleder Rikke Vesterlund. De sætter blandt andet fokus på naturparkens mange dyr.
"I 2010 fik vi 12 krondyr og cirka 48 dådyr. De blev købt i dyrehaverne i Jægersborg og Haderslev - og har haft det supergodt. Lige nu er bestanden på cirka 200 dyr," fortæller Rikke Vesterlund, og tilføjer, at der er plads til 300 dyr i parken.
"Og lige nu er det faktisk ved at være det tidspunkt på året, hvor kalvene og rålammende bliver født. Måske kan vi være heldige at se dyrene, som nu er ved at sætte deres kalve."
På vandringen, der er omkring tre kilometer lang, bliver du meget klogere på de spændende dyr. Hvorfor har de fire maver? Hvorfor taber de geviret? Hvornår er de i brunst? Hvordan parrer de sig? Hvad spiser de? Du kan svare på spørgsmålene efter turen torsdag den 30. maj. Den er ganske gratis. Mød op kl. 18.30 ved Aktivitets- og Naturcenter Hindsgavl.
"Det er to meget spændende arrangementer, hvor du kan blive klogere på blandt andet fugle og hjorte."
Rikke Vesterlund
Naturvejleder