En vild midterrabat
Vestre Ringvej i Fredericia lægger krop til blomsterforsøg
To strækninger på Vestre Ringvej, fra Egumvej til Egeskovvej og fra Prangervej til jernbanebroen, skifter i år den klassiske græsstribe i midterrabatten ud med en vildtengblanding. Blandingen vil blomstre med tre forskellige farvevariationer fra sidst i juni og frem til september.
Græsset slås normalt 10 gange på en sæson, hvorimod vildtengblandingen passer sig selv helt frem til februar, hvor de vilde urter i bedet skal klippes ned en enkelt gang. Med forsøget håber man derfor at slå to fluer med ét smæk: Vejen bliver forskønnet samtidig med, at der skal bruges færre ressourcer på vedligehold.
Der er dog et lille men, og det er, at det kræver noget forarbejde, før blomsterne kan sås. Hver strækning opdeles derfor i fire zoner, hvor det testes, hvor grundigt, man behøver at gå til værks. I zone 1 følger man den sikre, traditionelle vej og graver græs og jord væk og fylder op med sand. I zone 2 fræser man græsset op. I næste zone brænder man græsset med gas, inden der fræses, og i den sidste zone nøjes man med at brænde græsset to gange.
"Vi regner med, at der vil være stor forskel på, hvordan zonerne kommer til at tage sig ud. Det, der bagefter skal vurderes, er, hvornår det er tilstrækkeligt godt i forhold til de ressourcer, der bruges," forklarer landskabsarkitekt Kaare Skjerning fra Vej & Park.
Der skal sås vildtengblanding hvert andet år, hvis blomstringen skal bevares.
"Hvis vi kan dokumentere, at resultatet bliver flot, og at anlægsarbejdet er tilstrækkelig billigt, er jeg sikker på, at vi i årene frem kommer til at se mange blomsterblandinger på vores indfaldsveje."
Kaare Skjerning
Vej & Park