Stændertorvet udskudt
Partierne bag budget-forliget vil også bruge Lotte Fangs forslag
Beslutningen om Stændertorvets fremtidige udformning er udskudt indtil forhandlingerne om næste års budget for Roskilde kommune, der først starter for alvor efter sommerferien. Tidligt tirsdag aften nåede partierne bag det budget-forlig, som er gældende for i år, frem til denne afgørelse. Heri deltager: S-SF-R-V-K og DF. Ifølge de uskrevne politiske regler skal alle partier i et gældende budget-forlig være enige, hvis der skal foretages ændringer i beslutningen om årets indtægter og udgifter. Da starten på arbejdet med et nyt Stændertorv var en del af dette års budget, var denne enighed også nødvendig i dette tilfælde.
Langt dyrere
Hele problemet er opstået, fordi det projekt for et nyt Stændertorv, der egentlig var vedtaget efter lange forberedelser og diskussioner, pludselig viste sig at være langt dyrere end beregnet. Prisen steg fra 25 til over 40 millioner kroner, og det har kommunen ikke uden videre råd til. Samtidig har to af Roskildes kendte kultur-skikkelser – den lokalhistoriske fortæller Lotte Fang og kunstkøbmanden Steffen Hansen – fremlagt et alternativt og billigere forslag. Det er præsenteret i Roskilde Avis og har også vakt stor interesse hos politikerne. Deres vigtigste idé er at genbruge så mange af de eksisterende brosten på torvet som muligt. Med dem skal der tegnes konturer på pladsen, så dens historiske udvikling gennem mange århundreder fremstår tydeligt. Løsningen med brosten vil være billigere – og langt mere holdbar – end dyre stenfliser, som der skulle bruges i det hidtil gældende projekt. Rundt om på Stændertorvet vil de så også nedlægge QR-koder, så alle interesserede med deres Iphone kan gå se, hvad der har været på netop dette sted.
Vil bruge forslaget
Tirsdag eftermiddag var Lotte Fang til et møde med borgmester Joy Mogensen for at præsentere sit og Steffen Hansens forslag, og flere af de øvrige partier har også udtalt deres støtte. - Vi er nået frem til, at mange af ideerne i Fangs forslag bør indgå i en ny løsning, som vi nu skal finde under de næste måneders forhandling om budgettet for 2014, siger Joy Mogensen. tk