Fortsæt til indhold

To sønderjyder blandt de mest solide i landet

Frøs Herreds Sparekasse og Kreditbanken i top ti på Niro Invests liste over mest solide banker

Arkiv
Fred Jacobsen

"Jeg har mødt dem et par gange. De kommer stærkt ud i mine analyser."
Det er den korte besked, man får, når man beder Nicholas Rohde, manden bag investerings- og rådgivningsvirksomheden Niro Invest, give en beskrivelse af den sønderjyske bank Kreditbanken med hovedsæde i Aabenraa og filialer i Sønderborg, Haderslev og Tønder.

Solid uden stærk vækst

"Kreditbanken er solid, fordi man er forsigtig med sin eksponering, som eksempelvis kun er ti procent på ejendomme. Og så er de ikke ind på en stærk vækst," fortæller Nicholas Rohde.
Om Kreditbankens beslutning om at åbne en filial i Tønder siger Nicholas Rohde, at det umiddelbart virker som en fornuftig disposition.
"Kunderne har behov for en lokal bank med en kasse," siger han og mener ikke, at Sydbank, som overtog Tønder Bank straks efter krakket i november 2012, helt kan dække de behov, den lokale Tønder Bank har efterladt.
"Vel er Sydbank lokal, men er et andet produkt end den lokale bank. Og så er det jo sådan, at de store banker lukker kasser, mens de små åbner," forklarer Nicholas Rohde.

93 banker analyseret

Niro Invest udgiver værket "Den Danske Pengeinstitutsektor". I 2011 var det en 684 siders analyse og risikovurdering af 91 pengeinstitutter.
2010 indtog Kreditbanken en 7. plads på ranglisten. I 2011 var det en 10. plads.
På samme liste lå Frøs Herreds Sparekasse på en 6. plads, Sydbank på en 28. Plads, Sparekassen Bredebro på en 62. Plads og Broager Sparekasse på en 75. Plads. Den nu krakkede Tønder Bank lå på en 23. Plads, da rapporten blev offentliggjort i maj 2012.