Fortsæt til indhold

MGP-kendis underholder ved Post Danmark Rundt

Arkiv
Arkiv

Når Post Danmark Rundt fra den 31. juli til 4. august ruller gennem det danske sommerland skal musiker og sanger Jakob Sveistrup stå for underholdningen i start- og målbyerne og dermed også i Sønderborg, hvor 2. etape slutter den 1. august og dagen efter tager sin begyndelse på den 200 kilometer lange tur til Vejle. Jakob Sveistrup er mest kendt for at have vundet det danske Melodi Grand Prix med sangen 'Tænder på dig'. Han skal underholde tilskuerne i målområdet fra samme scene, hvor rytterne skriver sig ind til etapen, og hvor dagens etapevinder og indehaverne af førertrøjerne bliver hyldet. "Jakob er det største navn, vi har haft med som musiker til Post Danmark Rundt. Hans profil som musiker passer perfekt ind i den folkefest, vi altid har i vores start- og målbyer, og jeg er sikker på, at han kommer til at underholde vores mange tilskuere på bedste vis," forklarer løbsdirektør Jesper Worre. "Vi glæder os helt fantastisk meget til at være med til at gøre Post Danmark Rundt til en kæmpe fest," lyder det fra Jakob Sveistrup, der skal have Rasmus Hedeboe med som guitarist.