Kim vender hjem
40-årige Kim Foder overtager træneransvaret hos SønderjyskEs fodboldkvinder efter Carsten Jørgensen
Der er brede smil på begge ansigter. Afdelingsformand Brian Rasmussen trykker hånd med den ny cheftræner Kim Foder. Sidstnævnte overtager her i sommerpausen ansvaret for SønderjyskEs fodboldkvinder i 1. division.
Selv om Kim Foder vil være et nyt bekendtskab for spillerne i SønderjyskEs unge trup, så er han langt fra et ukendt ansigt i klubben. Faktisk så har Foder en meget stor aktie i al det talentudviklingsarbejde, der blev gjort i Vojens BI op gennem 1990'erne og som fortsatte i regi af SønderjyskE og Haderslev FK i 0'erne. Og i de perioder, hvor han ikke har trænet i SønderjyskE kvindefodbolds regi, har han primært været det trænermæssige omdrejningspunkt i Kolding, hvor han igen beviste at han formår at hente det bedste ud af en flok unge spillere.
For Kim Foder har det længe været et ønske, at vende tilbage til SønderjyskE og nu lykkes det. Det glæder ikke mindst udvalgsformand Brian Rasmussen:
"For os handler det lidt om at vende tilbage til rødderne. Vi skal have skabt holdspirit og tryghed i en trup, hvor spillerne kun har få kampe på cv'et. Vi vil naturlighvis holde os i 1. Division, men derfra har vi tid til at udvikle os," siger han.
Den nye træner er helt enig: "Udvikling og sammenhold er kodeord. Og det skal være sjovt at gå til fodbold. Vi kommer jo allesammen fordi vi kan li' det," siger Kim Foder, der altid har magtet at trække noget af den energi og vildskab han brugte i sin ishockeykarriere ind i fodbolden - på den gode måde.