Fortsæt til indhold

Det sagde de

Arkiv
Arkiv

Poul Andersen (S): - Roskilde har en god dagpleje, der skal fortsætte. Det nye forslag tager også hensyn til forældrenes ønsker. Ingen vil blive tvunget til at sætte deres børn i en anden form for pasning end den, de selv ønsker. Vi har også sikret penge, så det kan fungere. Peter Madsen (V) glædede sig over den store opbakning til dagplejen: - Det beviser, at vi så rigtigt, da vi i dette års budget sørgede for at stoppe planer om nedskæringer i denne pasning. Børnetallet falder i Roskilde, så der er pres på for at tilpasse både dagpleje og institutionerne. Men der skal være balance mellem de to pasnings-former. Merete Dea Larsen (DF) fastslog, at dagpleje er et godt tilbud til børn og forældre: - Derfor er det vigtigt, at byrådet i ord og handling viser vilje til at opretholde den. For ellers bliver den jo ødelagt og forsvinder. Blandt andet er det vigtigt, at forældrene bliver gjort opmærksom på denne mulighed. Ingelise Hansen (R) erklærede sig som tilhænger af dagplejen: - Den skal bevares som et reelt tilbud med en bæredygtig økonomi. Men ligesom institutionerne må den også tilpasses det stærkt faldende børnetal i denne aldersklasse. Lars Lindskov (K) efterlyste en overordnet politik i Roskilde for at bevare et godt liv i kommunens yderområder og mindre bysamfund: - Vi står gang på gang med problemer omkring børnepasning, biblioteker og så meget andet. Kvalitet koster, og det må nødvendigvis være dyrere i små enheder end inde midt i Roskilde by, hvor der er flere muligheder for sammenlægninger og rationalisering. Både S og R ’vasker hænder i denne sag’, og reelt gør de ikke ret meget for dagplejen. Morten Gjerskov (S) mente, at sagen om dagpleje var endnu værre end lærer-lockout’en, selv om han er skolelærer: - Først var jeg indstillet på at stemme Nej til oplægget fra forvaltningen, men efter at der nu er ændret på det, og jeg har hørt på diskussionerne, tror jeg på, at dagplejen kan overleve med denne nye indretning.

Peter Madsen (V)
Lars Lindskov (K)
Ingelise Hansen (R)