Mindre spærring på Bjerget
Trafik-spærringen på Sct. Jørgensbjerg skal indskrænkes, så kun Brøndgade og kvarteret ved kirken friholdes for gennemkørende trafik, mener Venstre, som er det næststørste parti i byrådet.
- Vi mener, det er forkert, at hele kvarteret har været lukket for trafikken. På den måde er der kun skabt nye problemer andre steder, siger byrådsmedlem Peter Madsen.
- Men vi anerkender, at husene i den gamle del af Sct. Jørgensbjerg ikke kan holde til voldsom og tung trafik, så her skal foranstaltningerne være permanente. Faktisk var det også udgangspunktet for det første forsøg, der så siden er blevet udvidet, forklarer han.
Med denne beslutning på et møde i Venstres gruppe, går partiet dermed ind for, at andre veje som Hedegade og Sankt Hans Gade åbnes for gennemkørende trafik. Men her skal hastighedsdæmpende foranstaltninger så overvejes.
En række af byrådets øvrige partier har endnu ikke fastlagt deres holdning i sagen. De var ikke færdige med at diskutere, da denne udgave af Roskilde Avis gik i trykken.
God idé med torvet
Venstres gruppeformand Bent Jørgensen roster i øvrigt forslaget om Stændertorvet fra Lotte Fang og Steffen Hans.
- Vi tog jo som det eneste parti forbehold i Teknisk Udvalg netop med et ønske om at se, om kommunen kunne få noget andet og bedre for pengene.
- Samtidig er det sund fornuft at genbruge stenene, hvilket vi også tidligere har stillet spørgsmål om. Derfor mener vi, at de fornuftige tanker fra Lotte og Steffen bør indgå i byrådets overvejelser, før der træffes en så stor og dyr afgørelse.
tk