Fortsæt til indhold

Hurtigere sagsbehandling i Varde Kommune

Hvis du vil bygge et nyt hus, en ny garage eller en ny fabrikshal, er der stor forskel på, hvor længe du skal vente på at få grønt lys til at stikke spaden i jorden. Ventetiden i Varde er på 63 dage

Arkiv
Kim Schou

I Sønderborg tager det i gennemsnit 98 dage at sagsbehandle en byggetilladelse til udvidelse af parcelhuset, en ny boligblok eller en ny lagerhal, mens Vejle i gennemsnit kan klare arbejdet på blot 17 dage. En ny opgørelse fra Energistyrelsen viser, at der er store forskelle på, hvor lang tid kommunerne i Sydjylland i gennemsnit er om at sagsbehandle en byggetilladelse.
"Ligeså dejligt det er at se, at Vejle er blandt landets hurtigste, ligeså meget ærgrer jeg mig over, at vi har lokale kommuner, der i gennemsnit er næsten 100 dage om at udstede en byggetilladelse. Det er alt for lang tid for både håndværksmesteren og kunden. Det bør generelt ikke tage mere end fire uger at udstede en byggetilladelse," siger formand for Dansk Byggeri Sydjylland, Michael Mathiesen.
I Syddanmark er det dog kun Vejle, der i gennemsnit sagsbehandler byggesager på under en måned. Fx bruger Kolding i gennemsnit 85 dage på at ekspedere en byggesag, Horsens bruger 74 dage og Fredericia og Esbjerg bruger begge 70 dage mens Varde er gået fra 78 dage til 63 dage i det seneste år.
"Jeg håber, at kommunerne vil arbejde på at få sagsbehandlingen afsluttet hurtigere, for det er vigtigt med en effektiv sagsbehandling, så håndværkerne ikke skal gå med hænderne i lommen og vente på kommunen," siger Michael Mathiesen.