Fortsæt til indhold

Kedelig slutning

FCR smed sejren væk i overtiden mod B1908

Arkiv
Arkiv

- Jeg synes, det er en kedelig kamp, sagde mit barnebarn i pausen, da det fortsat stod 0-0 under FC Roskildes hjemmekamp mod B1908. Nu spiller han også selv i Amager-klubben, men det var desværre rigtig nok, langt ind i kampen. Gennem hele 1. halvleg var spillet usammenhængende fra begge sider. Kun få gange lykkedes det et af holdene at ramme en medspiller flere gange i træk. Gennem det meste af første halvleg havde gæsterne en større tyngde i deres aktioner og lagde på et tidspunkt et pres med en række hjørnespark i træk. De mere letfodede Roskilde-spillere lod sig lidt for let lod skubbe væk, særligt midt på banen. Men når bolden en alt for sjælden gang nåede helt op til de to ensomme angribere - hurtige Emil Nielsen og erfarne Rajko Lekic med den store teknik - var modstandernes forsvar absolut til at snakke med.

Forvandlet i pausen

Efter pausen virkede det, som om Roskilde havde sendt et helt forvandlet hold på banen. Nu tog de lokale spillere initiativet og pressede B 1908 i bund. Resultatet kom ret hurtigt med to gode hovedstødschancer i træk til Emil Nielsen. Første gang var han helt alene midt foran målet, men fik ikke rigtig ram på bolden. B 1908 havde et enkelt farligt forsøg, som FCR-keeperen med stort besvær fik afværget. Gennem store dele af kampen havde han også problemer med spillet i luften, og det gav usikkerhed i Roskildes forsvar. Belønningen til Roskilde kom så endelig efter 68 minutter. Den gamle Superliga-spiller Lekic, som var kampens spillemæssige oplevelse, lagde et perfekt skruet frispark ind i feltet, hvor Lasse Hansen dukkede op og forholdsvis let kunne støde kuglen i kassen.

For passive

Herefter kastede gæsterne flere folk frem i forsøget på at udligne, men det gav Roskilde gode muligheder på contra. Bolden var faktisk i mål til 2-0, men det blev annuleret for offside. Fra min plads på tribunen var det umuligt at vurdere denne kendelse, I den afsluttende fase begik Roskilde-spillerne den fejl at trække sig alt for langt tilbage og blive for passive. Helt inde i overtiden blev det straffet, da stopperen Kasper Autrup var med fremme ved et frispark og fik bolden over stregen efter klumpspil. En lidt kedelig søndag eftermiddag i Rådmandshaven blev ikke bedre af, at de faste FCR-støtter i sponsor-loungen måtte undvære de sædvanlige frikadeller og pandekager til fordel for gedeost på ristet brød. Det eksperiment kommer leverandøren ikke til at gentage foreløbig. tk