Fortsæt til indhold

De kække Bukke fra Brugsen

Arkiv
Erling Baastrup

"De 3 Bukke fra Brugsen" er navnet på en dynamisk trio, der før har været med på festivalen i Grundfør.
De er kendt for deres humor og selvuhøjtidelighed og siger selv, at de spiller "rimelige rå rock" med numre lånt fra f.eks. Cream, Thin Lizzy, Beatles, ZZ Top, AC/DC og Povl Dissing.
Men tro nu ikke, at det er et kopiband. Dels er der ingen, der kopierer dem, og dels tager de andres nummer og "bukker" dem, så de passer til Bukkene.

Dejligste Boyband

"Sjældent har så få mennesker lavet så meget larm for så mange andre," som de selv konstaterer.
De startede i 2008, så ikke alt kan nås: De 3 Bukke må, hårdt presset, erkende, at chancen for at nå at blive barnestjerner er ligesom forpasset.

De bryster sig dog af, klædeligt beskedne som altid, at deres fanklub har udnævnt dem til at være "Danmarks Dejligste Boyband".
På Grundfør Festival vil De 3 Bukke give en perlerække af udvalgte numre på deres egen kække facon.

Originalerne

"De 3 Bukke fra Brugsen" har stadig originalerne som besætning, og de er:
Guitarer og refrainsang - Carsten Hegelund
Trommer og koklokke - Erik Jørgensen
Basser og pedaler - Peter Schødt