Luft under pedalerne
BMX'ere er populære i Domkirkebyen, og sidste år var Roskilde BMX Klub landets største klub
350 meter jordbane med et utal af udfordringer i form af bump og bakker folder sig ud for fødderne af en, som man står ved startlinjen i Roskilde BMX Klub.
Linjen er hævet flere meter over jorden på et stativ, og klubbens ryttere tilbagelægger afstanden ned til selve banen via en stejl rampe.
De rigtigt hurtige kan på rampen opnå en fart på mere end 50 kilometer i timen.
Noget der giver rigtig god mulighed for at få luft under pedalerne, når BMX-rytterne skal over banens forhindringer.
Høj på fare
- Vi har planer om, at der skal bygges en rampe, der bliver meget højere, end den vi har, fortæller formand for Roskilde BMX Klub, Niels Østergaard med et stort smil.
- Så i fremtiden vil det altså være muligt at starte et løb ud fra en rampe, der rager otte meter op i luften, tilføjer han.
De ekstra meter skal gøre det muligt at få endnu mere fart på de små cykler.
Kørerne har dog alle både hjelme og særlige beskyttelses-dragter på, der blandt beskytter skuldre og ryg.
Desuden skal der ifølge Niels Østergaard være en smule risiko involveret i BMX-løbene.
- Adrenalin-suset det giver, når man kører på BMX er en stor del af det, der driver BMX-kørere.
- Man tager det til grænsen, og hvis det går godt, får man en fed kilden i maven, siger han.
Blandet felt
Med de mange udfordringer BMX-cyklerne byder deres ryttere, skulle man tænke sig, at det mest var en sport for unge mænd med et dødsønske.
Men når hjelmene falder og stemmerne stiger i Roskilde BMX Klub er der mange lange lokker og lyse toner, der breder sig fra BMX-klubbens piger.
Heller ikke alderen på en BMX-kører står mål med fordommene.
Pludselig oppe fra rampen sætter en cykel i gang.
Den er omkring en halv meter høj og har nummeret 390 malet på fronten.
Purken, der holder godt fast om BMX-cyklens styr, suser ned ad rampen og ud på banen med en målrettet holdning i kroppen.
Drengen er ifølge Niels Østergaard fem år gammel.
En familiesport
BMX-formanden fortæller, at det er helt normalt, at der er folk af nærmest alle aldre til træningen.
For at få lov til at træne i klubben er den eneste forudsætning, at man kan køre på en cykel.
- BMX er for mange en familiesport, fortæller Niels Østergaard.
- For eksempel kører både min kone, mine tre børn og jeg, tilføjer han.
Man gør hos Roskilde BMX også meget ud af at dyrke fællesskabet på og omkring banen, som er en vigtig for at holde klubben kørende.
- Hvis man er under 15 år gammel, skal man have en forælder med.
- Det giver et godt fællesskab herude, og det er livsnødvendig for klubben, da det fører til at nogle arbejder frivilligt herude, hvilket vi er helt afhængige af, siger Niels Østergaard.
Takker med tramp
Forældrenes frivillige indsats er også tydelig, da Roskilde Avis er på besøg i BMX-klubben.
Mens Niels Østergaard viser rundt og forklarer, er et lille hold i færd med at sørge for, at banen bliver drænet for regn, så dem på cykel har et tørt underlag at fræse rundt på.
Indsatsen bliver ikke direkte kommenteret af kørende.
Men måden hvorpå de gladelig kaster sig rundt på banen viser, at en hver hindring for udøvelsen af deres hobby og sport er fjernet.
hw@roskildeavis.dk