Haderslev-ryttere på podiet
Der blev hentet nye placeringer med hjem da der var cykelløb i Hobro
Haderslev Starup CK var i weekenden afsted til cykelløb i Hobro. Her viste Nicolai Jørgensen igen sit kæmpe store potentiale, da han i B-klassen hev sin anden sæsonsejr hjem.
Vinden i Hobro var meget hård, og allerede inden halvdelen af løbet var kørt, var den 13-mandsgruppe kommet fri af feltet, hvor Nicolai Jørgensen og klubkammerat Michael Kohberg sad med i. Da løbet gik ind i sin afgørende fase, på sidste omgang, begyndte der at blive angrebet voldsomt i gruppen. Det resulterede i at fem mand kom afsted i front, og her kom Nicolai med. På trods af flere angreb i den foreste gruppe forblev det hele dog samlet, og de fem mand skulle afgøre løbet i en spurt. Her viste Nicolai taktisk coolness, og en stor råstyrke da han vandt løbet med næsten fire cykellængder til nummer to. Nicolai er nu over halvvejs for at komme op at køre med hele Danmarks elite.
Michael Damm Kohberg satte i forfølgergruppen tingende på plads da han vandt deres spurt og fik en flot 6. plads.
I U17 fortsatte et andet stortalent, Rasmus Iversen, hvor han slap i sidste weekend. Også i dette løb skulle vinden vise sig at blive afgørende da feltet splittede op i flere små grupper, og her kom Rasmus med hvor det var sjovest - helt oppe foran. Og selvom en enkelt rytter slap væk og vandt løbet, så satte Rasmus selv tingende på plads, da han efterlod alle sine konkurrenter, og gik solo efter den forankørende. Desværre var det ikke helt nok, men Rasmus kørte sig ind som en værdig nummer to - for anden uge i træk.